Populært at arbejde ved siden af efterlønnen

Det er ikke alle, som bruger deres efterlønsår på at nusse i haven. Foto: Dige Jens

Det er populært for blandt andre sygeplejersker, lærere og håndværkere at arbejde nogle timer om ugen ved siden af efterlønnen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nye tal fra fagforbundene viser, at hver fjerde sygeplejersker arbejder ved siden af efterlønnen. Blandt 3F?erne og folkeskolelærere er det hver femte. Det skriver Avisen.dk.

En af forklaringerne er, at identiteten ligger i arbejdet, siger efterlønseksperten Per H. Jensen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

- Det er på arbejdet, man har sine primære sociale kontakter, ellers risikerer man at havne i en isoleret tilværelse, siger han til Avisen.dk.

I dag er den mest almindelige seniorordning, at medarbejderne får nedsat deres arbejdstid, påpeger efterlønsforskeren. Samtidig er flere virksomhederne er blevet bedre til at tilbyde seniorer nedsat tid, forklarer han.

Blandt sygeplejerskerne er det hver femte eller omkring 550, der fortsætter med at drage omsorg og tage blodprøver for syge og ældre, selvom de er på efterløn.

Tendensen glæder Anni Pilgaard, næstformand i Dansk Sygeplejeråd og formand DSA.

- Det er en samfundsmæssig gevinst, men også en gevinst for den enkelte. Og så er det også en medarbejdergruppe, som flere steder allerede nu er en mangelvare. Så for den enkelte leder er det bestemt også en gevinst, siger hun til Avisen.dk.

Ifølge hende er det sygeplejersker med stor erfaring og mange kompetencer, der vælger modellen med både efterløn og arbejde.

På folkeskolens lærerværelse er det 13 procent af lærerne, der arbejder, mens de får efterløn.

Murer, chauffører og tjenere er også lune på idéen, fremgår det af nye tal fra a-kassen i fagforeningen 3F, hvor godt hver femte 3F-medlem er enten i beskæftigelse eller søger et deltidsjob, mens de er på efterløn.

Ifølge Eva Obdrup, forretningsfører for 3Fs a-kasse, er efterlønsfidusen attraktiv for mange håndværkere, skraldemænd og tømrere.

- Mange ønsker at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, selvom de ikke længere kan holde til at arbejde på fuldt blus. De færreste kan holde til at klatre rundt på stilladser, til de bliver 69 år, siger hun til Avisen.dk.

Men der er én faggrupper, der skiller sig ud. I FOA beholder knap så mange en fod på arbejdspladsen, når de når efterlønsalderen. Under ti procent af alle FOA-medlemmer på efterløn.

Det skyldes nedslidning, vurderer FOAs formand Dennis Kristensen.
- Vores medlemmer er gået på efterløn, fordi de enten er slidt ned eller frygter, at de ikke kan holde tiden ud til folkepensionsalder. Det er et slidsomt job at arbejde med mennesker, siger han til Avisen.dk.

Men hvis det skal blive en succes med efterlønsmodtagere på arbejdspladserne, skal der skabes nogle ordentlige og meningsfulde arbejdsopgaver til dem, påpeger Per H. Jensen:

- Det kræver, at man som efterlønsmodtager får et job, der er afgrænset og meningsfuldt. Ellers gider man ikke. Og det kan være forbundet med omkostninger for både virksomhed og medarbejder, siger han.

Ifølge ham er det derfor vigtigt, at både seniorer og ledere er opmærksomme på, at medarbejderen på efterløn ikke får en såkaldt "skraldespandsfunktion, hvor han eller hun kun varetage småopgaver og mister for meget ansvar.