Prins Henriks ven: En gang imellem slog det gnister
Prins Henrik var temperamentsfuld, men han var aldrig bange for at erkende sine fejl, siger tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø, der var ven med prins Henrik privat. Foto: Scanpix/Claus Bech Andersen
Scanpix/Claus Bech Andersen
Prins Henrik var en temperamentsfuld herre med egne meninger, siger tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø.
I det private var prins Henrik temperamentsfuld, men også hyggelig, generøs og glad.
Sådan lyder beskrivelsen fra 82-årige Kjeld G.H. Hillingsø, der er tidligere generalløjtnant og ven af prins Henrik.
- Han havde et udmærket temperament, så en gang imellem ramte vi sammen, så det slog gnister. Men øjeblikket efter var han god igen. Han var en god ven, når han kom her i huset, siger Kjeld Hillingsø.
- Han var aldrig selvhøjtidelig, men han ytrede absolut sine egne meninger. Og så var det mest karakteristiske ved ham, at han havde en meget veludviklet humoristisk sans.
Kjeld Hillingsø mener, at prins Henrik har haft en stor betydning for Danmark. Både som trofast støtte for dronningen og som en slags ambassadør for fransk kultur.
Ifølge Kjeld Hillingsø har prins Henrik en stor del af æren for, at fransk kultur og gastronomi blev udbredt i Danmark. Det skyldes blandt andet, at han generelt var en initiativtager.
- Hvis der var noget, der interesserede prinsen, så beskæftigede han sig med det. Hvis der var noget, der kunne sættes i gang, så satte han det i gang.
- Han var en fri fugl, som tog de udfordringer, der var, op undervejs. Han ville have været en fremragende fransk ambassadør, så vi er heldige, at vi fik glæde af ham som en slags ambassadør for Frankrig her i landet, siger Kjeld Hillingsø.
Om de sidste par år af prinsens liv, hvor han blandt andet på ny udtalte, at han ville sidestilles dronningen som konge, siger Kjeld Hillingsø:
- Der var ingen tvivl om, at han elskede dronningen højt, uanset hvad han sagde om kongeværdighed. De to ting var fuldstændig adskilte. Der var en officiel side, hvor han brokkede sig, men på den private side var der ikke nogen ændringer.
Prins Henrik blev 83 år.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned