Psykiatrien er presset i bund

Presset på det psykiatriske system er større end nogensinde før.

Det skriver Politiken på baggrund af en ny rapport, som Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har udarbejdet for Kommunernes Landsforening.

I den kan man blandt andet læse, at antallet af danskere, der søger hjælp i psykiatrien, er steget med 40.000 de seneste ti år, hvilket svarer til en stigning på godt 50 procent.

Men psykiatrien er ikke blevet tilført tilsvarende flere penge, lyder kritikken fra både psykiaterne og patient- og pårørendeorganisationer.

- Vi har fået nok. Vi kan ikke bære, hvis vi skal blive ved med at klare os for så lidt, siger Jeanett Bauer, der er ny formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, til Politiken.

Hun påpeger blandt andet en akut mangel på sengepladser og personale, hvilket bliver bakket op af statistikker fra både DSI og Danske Regioner.

Selv om danskerne er strømmet til psykiatrien, har den samlede personalegruppe stort set samme størrelse som i 2000. Og samtidig er antallet af sengepladser faldet med en fjerdedel fra 4100 til 3200.

De færre sengepladser er til dels led i en bevidst strategi om, at mere af behandlingen skal flyttes ud i patienternes egne nærområder.

Men ifølge personalet på de psykiatriske afdelinger er udviklingen kommet ud af kontrol.

- Det er ikke godt for patienterne, og det er svært for de pårørende at forstå, at deres syge slægtninge ikke kan blive indlagt, siger professor i psykiatri Poul Videbech til Politiken.

/ritzau/

Antallet af patienter i psykiatrien er eksploderet, men pengene og personalet er ikke fulgt med op.

Offentliggjort Sidst opdateret