Knap 500.000 lytter hver uge til den ny radiokanal Radio24syv.
Det viser de første lyttertal, siden stationen blev lanceret 1. november, skriver journalisten.dk.
Målingerne viser desuden, at kanalen har en såkaldt "share", altså lytterandel, på to procent af den del af befolkningen, der er over 12 år.
Til sammenligning har Danmarks Radios P1 godt seks procent, mens den for længst afdøde TV 2 Radio nåede 3,5 procent i sin første Gallup-måling.
- Vi er super glade på Radio24syv, siger kanalens direktør, Jørgen Ramskov, i en pressemeddelelse.
- En ugentlig dækning på 10 procent og en markedsandel på to procent efter så kort tid viser, at Radio24syv har et indhold, der interesserer lytterne, tilføjer han.
Samtidig medgiver Ramskov, at kanalens fødsel kan have haft en nyhedseffekt og påvirket lyttertallene i en positiv retning.
Idéen til en landsdækkende radiokanal, der især skulle være et alternativ til P1, kom fra daværende kulturminister Per Stig Møller (K). Derfor nyder radioen i folkemunde betegnelsen "Radio Møller".
Selskabet Berlingske People, der ejes af Berlingske Media og PeopleGroup, vandt udbuddet om den ny kanal. Selskabet var det eneste, der bød på opgaven, mens andre mediehuse sprang fra på grund af de krav, som blev stillet i udbuddet.
Socialdemokraterne truede før valget med at aflive "Radio Møller", hvis de kom til magten. Siden har partiet erkendt, at det er for sent at stoppe projektet, så Radio24syv kan foreløbig sende for offentlige licensmidler de næste otte år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned