Redningshelikoptere i Grønland får nattesynsbriller og nye kameraer
Besætningsmedlemmer udstyres med nattesynsbriller, og SAR-helikopterne får monteret infrarøde kameraer. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Varmesøgende kameraer og udstyr til at operere om natten kan ifølge luftfartsdirektør redde flere liv.
Redningshelikoptere i Grønland, der tager sig af nødstedte personer til lands og til vands, skal opgraderes.
Det skriver Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) på sin hjemmeside.
Besætningsmedlemmer skal udstyres med nattesynsbriller, og helikopterne skal have monteret infrarøde kameraer, der kan spotte varmeudvikling fra nødstedte personer.
Det betyder, at helikopterne får bedre muligheder for at opdage nødstedte hurtigt - også i områder med begrænset sigtbarhed.
Det er Air Greenland, der opererer de såkaldte SAR-helikoptere (Search And Rescue, red.) for Forsvaret.
Det nye udstyr vil ifølge luftfartsselskabets direktør, Jacob Nitter Sørensen, gøre en forskel.
- Disse systemer kan få en stor betydning for SAR-beredskabets effekt i situationer, hvor tiden er en kritisk faktor og kan betyde forskellen på liv og død, siger han i en udtalelse på Air Greenlands hjemmeside.
Også chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, ser frem til opgraderingen af helikopterne.
- Air Greenlands SAR-helikoptere er en særdeles vigtig kapacitet for Arktisk Kommando under eftersøgnings- og redningsaktioner.
- Særligt i de tilfælde, hvor der er menneskeliv på spil, kan helikopterne være den afgørende faktor, siger han på FMI's hjemmeside.
SAR-helikopterne anvendes af både Grønlands Politi, sundhedsvæsenet og Arktisk Kommando, som koordinerer missionerne.
Processen med at anskaffe det nye udstyr er nu sat i gang, og det forventes taget i brug senest i marts 2026.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie