Regeringen vil forbyde fjernelse af kondom uden samtykke
Det skal være ulovligt at fjerne kondom under samleje uden partnerens samtykker, siger ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) til Politiken. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Fænomenet "stealthing" skal kunne straffes med mellem to og fire års fængsel, skriver Politiken.
Regeringen vil gøre det ulovligt at fjerne kondom under samleje uden partnerens viden og samtykke.
Det siger ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) til Politiken.
- Vores helt klare holdning er, at det her er et reelt overgreb og et brud på den aftale, man har indgået. Og med det sender vi et meget klart signal om, at vi ikke accepterer overgreb i Danmark, siger han til avisen.
Fænomenet kaldes også for "stealthing". På dansk kan ordet ifølge Sex og Samfund oversættes til "list" eller "snige".
Magnus Heunicke anerkender, at det bliver svært at bevise i en retssal, at et kondom er blevet fjernet uden viden og accept fra partneren.
Stealthing skal ifølge regeringen kunne straffes med mellem to og fire års fængsel, skriver Politiken.
Men det er endnu uklart, om stealthing skal høre under en allerede eksisterende bestemmelse i straffeloven, eller om det skal være en selvstændig seksualforbrydelse.
Magnus Heunicke forventer, at regeringen fremsætter lovforslaget til behandling i Folketinget i løbet af 2025.
I 2023 ville justitsminister Peter Hummelgaard (S) undersøge, om stealthing skulle være ulovligt.
Dengang sagde han til TV 2, at han opfattede det som et groft tillidsbrud.
- Det er vigtigt, at begge parter er indforståede med, hvad der skal ske - det var netop derfor, at vi indførte en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, lød det dengang fra ministeren.
Sex og Samfund beskriver fænomenet stealthing som et overgreb, fordi partneren ikke har mulighed for at trække samtykket til sex tilbage, når den anden person har fjernet kondomet.
- Det betyder, at når en har begået stealthing, har vedkommende haft sex uden samtykke, lyder det på Sex og Samfunds hjemmeside.
For fire år siden trådte samtykkeloven, som gør det strafbart at have samleje med en person, der ikke giver samtykke. Her er stealthing ikke nævnt.
Der findes ikke tal for stealthing i Danmark. Men en amerikansk undersøgelse viser, at 19 procent af de adspurgte kvinder havde oplevet det.
I en undersøgelse fra Australien var det 32 procent af de adspurgte kvinder.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned