Det danske sundhedsvæsen har de seneste uger fået kraftig kritik for alt for lange ventetider på behandling af alvorlige kræftformer som bugspytkirtelkræft, spiserørskræft, kræft i æggestokkene samt lungekræft.
Men nu viser nye tal ifølge Danske Regioner, at ventetiderne faktisk overholdes - med et par enkelte udfald - i tre af de fire kræftformer.
Kun i tilfældet bugspytkirtelkræft overholder regionerne ikke de krævede ventetider.
- Tallene viser heldigvis, at langt, langt de fleste behandles til tiden, og at vi behandler mange flere patienter end tidligere, siger formand for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astman (S).
- Men det er klart utilfredsstillende, at vi ikke overholder ventetiderne i forhold til at behandle kræft i bugspytkirtlen, og at vi ikke udnytter kapaciteten i hele landet, siger hun.
Ventetiden for patienter med kræft i bugspytkirtlen må ifølge kræftpakken højest være på syv dage, men i øjeblikket må flere patienter vente mellem tre og fem uger. Arbejdet går nu på at få ventetiden nedbragt.
- Nogle steder udvider vi med ekstra operationslejer, andre steder med ekstra personale, og så vil vi naturligvis arbejde langt bedre sammen for at udnytte eventuel ledig kapacitet, siger hun.
Hun forventer, at ventetiden bliver nedbragt ganske hurtigt.
- Der skal behandles 200 patienter årligt, og i Aalborg opretter de med øjeblikkelig virkning to ekstra operationslejer, så tiltagene kan mærkes med det samme, siger hun.
På baggrund af de nye tal slår Ulla Astman fast, at hun synes, at kritikken af regionernes kræftbehandling har været for kraftig med undtagelse af naturligvis bugspytkirtelkræft.
- Noget af det talmateriale, der har været lagt frem, har ikke helt holdt, og det har skabt større utryghed i befolkningen end nødvendigt. Status viser, at langt de fleste patienter opereres inden for de krævede tidsfrister.
Fredag eftermiddag holder Sundhedsstyrelsens task force på kræftområdet møde på baggrund af de nye tal og den nuværende kritik af behandlingen af kræft.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie