Det er en rigtig dårlig idé at lade kommunernes sygeplejersker overtage opgaverne med de nyfødte, efter at jordemoderen har hjulpet børnene til verden.
Det mener Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, om forslaget fra KL (Kommunernes Landsforening), som blev drøftet på et møde onsdag i Sundhedsstyrelsen.
- Rent sundhedsfagligt må jeg stærkt fraråde, at vi i stedet for at bruge jordemødrenes specialviden skulle til at uddanne sygeplejersker til disse opgaver, siger Bent Hansen til Ritzau.
I sin argumentation for at lade de kommunale sygeplejersker overtage en del af arbejdet anfører KL blandt andet, at alt for mange mødre ikke får de besøg af jordemoderen og sundhedsplejersken lige efter fødslen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.
Ifølge Anny Winther (V), formand for social- og sundhedsudvalget i KL, leverer sundhedsvæsnet i dag ikke en god og sammenhængende "svangreomsorg".
- Hele svangreområdet bør blive en del af det nære sundhedsvæsen ude, hvor borgerne bor, siger Anny Winther til Politiken.
I et notat om denne omsorg, som regionerne udarbejdede i april, hedder det, at "et meget ressourcetungt område" som hjemmebesøg af jordemor ikke er på plads.
- I de fødselsplaner, som regionerne har lagt frem til vedtagelse, er det selvfølgelig deres opgave at sørge for, at disse besøg kommer på plads, understreger Bent Hansen.
Han opfordrer til, at regioner og kommuner løser de opgaver, de er sat til at løse, med den ekspertise de forskellige faggrupper råder over.
Bent Hansen henviser blandt andet til risikoen for infektion i livmoderen og for nødvendigheden af at få taget de prøver, der skal klargøre, om det nyfødte barn risikerer at få hjerneskader eller andre sygdomme.
- Det kræver en specialviden, som jordemoderen har, og som der ikke er nogen grund til at underminere i et forsøg på at rage ekstra opgaver til sig, slutter Bent Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie