Et nyt fælles overvågningssystem for de fem regioner skal sikre, at ingen kræftpatienter venter unødigt længe på behandling.
Systemet, som forventes at være på plads i løbet af foråret, skal sikre, at ledig kapacitet på tværs af regionerne bliver udnyttet optimalt.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), har store forventninger til systemet.
- Systemet vil give et bedre fælles overblik over det samlede kræftområde. Det betyder, at mange tusinder af patienter gerne skulle være helt sikre på at få tilbud om behandling inden for de tidsrammer, de har behov for, siger Bent Hansen til Ritzau.
Han opfordrer de lokale ledelser på sygehusene til samtidig at sætte ekstra stort fokus på kræftventetider, så systemet udnyttes fuldt ud.
- Vi skal gøre, hvad vi kan for at helbrede folk med livstruende sygdomme. Vi har set, at vi inden for nogle få områder har nogle problemer, og dem skal vi se at få løst i en fart, siger Bent Hansen.
Ideen med systemet er at skabe et samlet overblik over både ledig kapacitet og ventetider, så man hurtigt kan flytte patienter, der oplever for lang ventetid, til regioner, hvor der er ledig kapacitet.
Initiativet kommer efter flere ugers kritik af de ventetider, som patienter med kræft
i bugspytkirtelen, spiserøret, æggestokkene og lungerne oplever.
Blandt andet har direktør i
Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen efterlyst et højere ambitionsniveau hos regionerne.
De seneste data fra regionerne viser, at udredningsperioden og tiden til operation i forhold til tider på pakkeforløb og maksimale ventetider overholdes, når det glæder spiserørskræft, kræft i æggestokkene samt lungekræft, dog med få dages overskridelser et enkelt sted.
Tallene bekræfter samtidig, at der er problemer på området for kræft i bugspytkirtelen i forhold til maksimale ventetider i Region Hovedstaden og Region Syddanmark.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned