Regn kan drille en ellers solrig og varm sommerweekend
Øst for Storebælt vil mange fredag stå op til solskinsvejr. Foto: /ritzau/Finn Frandsen
/ritzau/Finn Frandsen
På Sjælland kan man se frem til endnu en sommerdag fredag med temperaturer over 25 grader, forudser DMI.
Torsdag blev dagen, hvor Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, kunne melde om årets første sommerdag med over 25 grader flere steder i landet.
Og holder DMI's prognoser, så tyder alt på, at i hvert fald sjællænderne kan se frem til endnu en sommerdag fredag.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Jesper Eriksen fredag morgen.
- Vest for Storebælt vil mange i dag stå op til skyet vejr, mens mange øst for Storebælt vil stå op til sol - dog med lokale regn- eller tordenbyger.
- Det gode vejr rykker så vestover i dagens løb, så som helhed begynder weekenden altså super flot, siger han.
Fredag når temperaturen op på mellem 18 og 23 grader, mens den lokalt på Sjælland kan nå op og ramme de 25 grader, der kategoriserer en meteorologisk sommerdag.
Lørdag går vinden efterhånden om i vest, hvilket giver en del køligere vejr med skyer og regn.
- I den nordlige og østlige del af landet starter dagen dog lunt og med masser af solskin, beroliger Jesper Eriksen.
Lørdag kommer temperaturen til at ligge på mellem 12 og 17 grader, og vinden bliver svag til frisk.
- Søndag klarer det igen op med fint vejr. Det er dog igen med vestenvind, og derfor ligger temperaturen på 15-20 grader, hvilket er meget normalt for slutningen af maj, siger han.
Den første meteorologiske sommerdag kommer ifølge DMI typisk omkring 20. maj.
Den tidligste første sommerdag i Danmark var i 1964, hvor temperaturen ramte de 25 grader allerede 17. april.
Omvendt var den seneste første sommerdag i 2004, hvor danskerne måtte vente helt til 30. juli.
Den seneste meteorologiske sommerdag, hvor temperaturen var over 25 grader i Danmark, havde vi 16. september 2016.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie