Rejseholdet: Større skoler og bedre lærere

Skolens rejsehold fremlægger nu 10 anbefalinger for, hvordan den danske folkeskole skal blive bedre.

Blandt andet anbefaler rejseholdet at hæve lærernes og ledernes kompetencer, styrke forskningen samt tydeligere mål for skolens undervisning og resultater. Rejseholdet anbefaler derudover at færre elever skal i specielle tilbud, og at give større lokal frihed og styrke skolestrukturen - bl.a. i form af større skoler.

- I dag præsenterer vi ti anbefalinger, der tilsammen kan ændre den danske folkeskole markant. Hver for sig kan de ikke bringe skolen i verdensklasse inden 2020, men tilsammen udgør de en løsning på mange af folkeskolens udfordringer, siger rejseholdets formand, Jørgen Søndergaard, i en pressemeddelelse.

Lærerne har ifølge rejseholdet en altafgørende betydning for, hvad eleverne får ud af deres tid i folkeskolen. Derfor er en af rejseholdets anbefalinger at styrke lærernes kompetencer.

- Når vi sammenligner læreruddannelsen i Danmark med andre lande, så er der flere ting, vi skal ændre. Vi skal have mere fokus på, hvilken undervisning der har dokumenteret effekt. Vi skal stille større krav til de kommende læreres uddannelse. Og vi skal efteruddanne de lærere, der underviser på skolerne i dag, siger Hanne Them, der selv er lærer og medlem af rejseholdet, i pressemeddelelsen.

Jørgen Søndergaard understreger, at regeringens mål for folkeskolen er ambitiøse.

- Målet er en folkeskole i verdensklasse. Det er ikke en umulig opgave, men det kræver mod, viljefasthed og mange års tålmodighed fra beslutningstagerne at nå i mål. Der er ingen nemme eller hurtige løsninger, siger han.

Rejseholdet er nedsat af regeringen med det formål at kortlægge folkeskolens styrker og svagheder og komme med konkrete forslag til forbedringer.

/ritzau/

Lærernes kompetencer skal have et løft og skolerne skal være større. Det er blandt Skolens rejseholds 10 anbefalinger. De fremlægges fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret