Rekordvarm måned på toppen af Grønlands indlandsis
Årsagen til den ekstreme varme på midten af indlandsisen skal ikke findes på én varm dag, men derimod en fordeling af højtryk og lavtryk, der mere eller mindre har ligget i benlås i hele juli måned, skriver DMI. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
20. juli passerede maksimumstemperaturen lige akkurat 0 grader på toppen af indlandsisen i Grønland.
Ekstrem varme har hærget rundt i hele verden denne sommer. Men også der, hvor sneen falder hyppigt, og kulden er en uundgåelig faktor, er der nu slået varmerekord.
Toppen af Grønlands indlandsis - et punkt, der hedder Summit - har haft den varmeste måned, siden målingerne startede i 1991.
Det siger klimatolog fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Caroline Drost Jensen.
Middeltemperaturen blev målt til minus 7,3 grader i juli i år, hvilket er hele 1,9 grader over den tidligere rekord fra 2012 og 4,4 gradere varmere end klimanormalen på minus 11,7 grader.
Summit ligger på toppen af indlandsisen og er dermed placeret cirka tre kilometer over havets overflade.
På grund af højden er der stort set altid frost på de kanter. Men 20. juli passerede maksimumstemperaturen lige akkurat 0 grader.
Den højeste temperatur målt på punktet, siden målingernes start, er 2,2 grader en dag i juli i 2012.
- Det er vigtigt at have med, at resten af Grønland på nær Sydgrønland har haft en køligere juli måned end normalt. Vejret på indlandsisen er anderledes, siger Caroline Drost Jensen.
DMI skriver på sin hjemmeside, at årsagen til den ekstreme varme på midten af indlandsisen ikke skal findes på én varm dag, men derimod en fordeling af højtryk og lavtryk, der mere eller mindre har ligget i benlås i hele juli måned.
Længere nede langs sydvestkysten af Grønland slog bygden Paamiut også varmerekord med 8,0 grader i middeltemperatur – 0,1 grad over tidligere rekord fra 1958, og 1,6 grader varmere end klimanormalen.
- Det vi ser fra dag til dag, det er noget, der altid varierer. Klimaforandringer er noget, man lægger oven på de i forvejen sete tendenser, siger Caroline Drost Jensen.
Derfor kan man med sikkerhed ikke sige, hvilken rolle klimaforandringerne har i rekordmiddeltemperaturen på punktet Summit.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned