En ny opsigtvækkende undersøgelse om danskernes rygevaner og holdning til rygning bør ikke medføre yderligere stramninger. Tværtimod viser den, at regeringens politik allerede virker.
Sådan lyder svaret fra sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen (K), efter at en undersøgelse fra blandt andre Sundhedsstyrelsen viser, at 71 procent af danskerne er positive over for større afgifter på tobak og over for at forbyde synlig markedsføring af tobaksvarer i dagligvarebutikkerne.
Direkte adspurgt, om undersøgelsen rokker noget ved hans opfattelse, svarer Jakob Axel Nielsen:
- Nej. Først og fremmest er jeg utrolig glad for, at vores politik ser ud til at virke. Sidste år ved denne tid var det 28 procent, der røg, mens tallet i den nye undersøgelse er 23 procent. Og jeg glæder mig til, at vi snakkes ved næste år, når vi skal evaluere vores nye tiltag. Eksempelvis forhøjelsen af afgifterne fra i overmorgen (1. januar), siger ministeren.
Han mener, at faldet i antallet af rygere fra sidste år blandt andet skyldes det allerede vedtagne rygeforbud.
- Jeg tror på, at rygeloven har været holdningsændrende, tilføjer Jakob Axel Nielsen.
Spørgsmål: Socialdemokraterne vil hæve afgifterne på en pakke cigaretter med en tier. Vil det ikke virke bedre end de tre kroner, du nu hæver med?
- Der er ingen tvivl om, at jeg gerne så afgiften så høj som mulig, men vi skal samtidig tage hensyn til grænsehandlen, lyder det fra ministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie