Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) trækkes nu ind i sagen om 30 meget kritiske spørgsmål til Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom, som den svindelanklagede Milena Penkowa angiveligt stod bag.
Spørgsmålene blev sendt til rådet i marts 2009 af daværende videnskabsminister Helge Sander (V). De førte blandt andet til et 14 sider langt anklagende og anonymt dokument, som forskningsrådet først fik kendskab til for nyligt.
Forløbet har fået tidligere rådsmedlemmer til at rase mod det, de betragter som en mørklægning fra Sanders side. Men ifølge Socialdemokraterne peger pilen også mod den nuværende videnskabsminister.
- Denne mørklægning af vigtige dokumenter helt frem til for få uger siden rejser et spørgsmål om den nuværende ministers rolle i sagen, siger partiets forskningsordfører, Rasmus Prehn.
Han bemærker, at de tidligere medlemmer af forskningsrådet anmodede om aktindsigt i sagen i november 2010, hvor Sahl-Madsen var minister.
Det eneste, der kom ud af aktindsigten, var de 30 spørgsmål og rådets officielle svar. De 14 kritiske sider så de intet til, da Forsknings- og innovationsstyrelsen besvarede anmodningen.
Ifølge mediejurist Oluf Jørgensen er det i strid med reglerne om offentlighed i forvaltningen.
Det har fået Rasmus Prehn til at reagere.
- Det betyder, at en uvildig undersøgelse også må forholde sig til håndteringen af sagen i Videnskabsministeriet efter Helge Sanders afgang, altså under den nuværende minister, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned