Sagen er helt klar.
Den bedrageridømte Milena Penkowa er ikke værdig til at besidde den prestigefyldte EliteForsk-pris, og derfor bør videnskabsministeren reagere hurtigt på anmodningen fra Københavns Universitet (K) om at tage prisen fra hjerneforskeren.
Sådan lyder det fra SF og Socialdemokraterne, efter at KU torsdag har kontaktet ministeriet om sagen.
- Vi har ikke behov for yderligere viden for at vurdere, at Penkowa ikke er værdig til have EliteForsk-prisen, konstaterer SF's forskningsordfører, Jonas Dahl.
Han forventer derfor, at minister Charlotte Sahl-Madsen (K) "omgående fratager Penkowa prisen".
Også Socialdemokraternes forskningsordfører, Rasmus Prehn, mener, at det er på sin plads, at ministeren rubber neglene.
- Det er signalforvirring, at Penkowa stadig er dansk eliteforsker og skal inspirere unge kommende forskere.
- Jeg synes, at ministeriet skylder os alle at arbejde hurtigt og få sendt det klare signal, det er, at prisen bliver taget fra hende, siger han.
I brevet til Videnskabsministeriet, der er underskrevet af KU-rektor Ralf Hemmingsen, bliver det slået fast, at "grundlaget" for indstillingen af Penkowa til prisen "er bortfaldet".
Universitetet er kommet frem til den konklusion, efter at hjerneforskeren for godt tre uger siden accepterede en dom for blandt andet underslæb og dokumentfalsk.
Jonas Dahl mener, at "det er på tide", at KU nu har anmodet om, at prisen skal tages fra Penkowa.
- Jeg synes, at det er kommet for sent, siger han.
Med prisen fra 2009 fulgte 1,1 millioner kroner.
Charlotte Sahl-Madsen har endnu ikke kommenteret anmodningen fra KU.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned