Forhandlingerne mellem Danske Regioner og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) om prisen på blandt andet fedmeoperationer er reelt brudt sammen. Dermed risikerer patienter, der skal opereres for blandt andet fedme og diskusprolaps, at de ikke længere kan regne med regeringens behandlingsgaranti fra på mandag.
Ifølge Danske Regioners formand, Bent Hansen, har regionerne tilbudt takster, der ligger på linje med eller over de referencetakster for operationerne, som sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) har meldt ud.
- Vi har vist imødekommenhed, men det har privathospitalerne ikke. Derfor er vi nødt til at sige, at vi simpelthen ikke vil være med mere. Vi kan ikke afskedige sygeplejersker og læger på de offentlige sygehuse for at give privathospitalerne ekstra favorable priser, siger Bent Hansen.
Parterne har siden nytår forhandlet om en række store operationer for blandt andet fedme, skulder, ryg og korsbånd uden at kunne nå til enighed. En aftale skal være på plads senest 7. februar, og på den baggrund har Danske Regioner besluttet at stoppe forhandlingerne og melde faste takster ud, som de vil tilbyde de enkelte privathospitaler fra på mandag.
Hvis privathospitalerne ikke accepterer tilbuddet, risikerer regeringens behandlingsgaranti reelt at ophøre for de berørte operationer fra på mandag, der er deadline.
- Vi håber selvfølgelig, at nogle privathospitaler vil være med. Men det vil vise sig. Vi var har valgt at melde klart ud nu, så privathospitalerne kender spillereglerne inden slutdatoen den 7. januar, siger Bent Hansen.
Privathospitalerne kan vælge at indbringe sagen for et voldgiftsnævn. Ifølge Bent Hansen imødeser regionerne dog en eventuel sag med sindsro, fordi man forventer, at voldgiften vil følge Sundhedsministeriets referencetakster.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned