Sjællænderne vil have sundhedstjek når de fylder 40

Mere end to ud af tre over 40 år har for højt kolesterol og omkring 950.000 danskere har forhøjet blodtryk – ofte uden at vide det. Det skriver Hjerteforeningen i en netop udsendt pressemeddelelse. Pressekoordinator Lars Hübertz oplyser, at der ikke foreligger tal for Lolland-Falster specifikt, men at de ovenstående tal også afspejler lolland-falstringernes sundhedstilstand.

Derfor opfordrer Hjerteforeningen regeringen til at gribe ind med et krav om, at alle danskere skal indkaldes til et sundhedstjek og helbredssamtale, når de fylder 40 år.
 
- Det vil være med til redde mange danskere fra fx at få en livstruende og invaliderende blodprop. Når det kommer til sundhed, så vil et flertal gerne tages i hånden og hjælpes på rette vej, siger Inge Vestbo, direktør i Hjerteforeningen.
 
Hjertepatienter tilhører den gruppe af syge mennesker, der fylder mest på hospitalerne – og på sundhedsbudgettet. 13 % af alle indlæggelser i Region Sjælland handler således om hjertekarsygdomme.
 
Samtidig koster behandling af hjertekarsygdomme-patienter samfundet næsten 5 milliarder kroner om året. Det viser de seneste opgørelser fra Statens Institut for Folkesundhed. Hertil kommer udgifter til receptpligtigt hjertemedicin og blodfortyndende medicin på 2,3 milliarder kroner.
 
Af pressemeddelelsen fremgår det, at problemet kunne løses ved forebyggende sundhedstjek og helbredssamtaler hos de praktiserende læger. Således viser beregninger foretaget af professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet, at en investering over fem år på 2,5 mia. kroner i forebyggende sundhedstjek og helbredssamtaler vil give en samfundsmæssig gevinst på 21 milliarder kroner.
 
- Samfundet vil altså få næsten ti gange flere kroner ind - bl.a. som følge af mindre behandling af sygdom, lavere sygefravær, længere tilknytning til arbejdsmarkedet og længere gennemsnitslevetid – end der er investeret, heddet det i pressemeddelelsen.
Foto: arkivfoto: Per Houby

Otte ud af ti sjællændere ønsker et sundhedstjek, når de fylder 40 år. Det viser en ny undersøgelse fra Hjerteforeningen, der nu opfordrer regeringen til at gribe til handling.

Offentliggjort Sidst opdateret