Skalpeller skal genbruges for at sænke hospitalers CO2-udledning
Skalpeller og andet medicinsk udstyr skal fremover bruges flere gange på regionale hospitaler. Det skal hjælpe med at nedbringe CO2-udledningen på regionernes hospitaler. (Arkivfoto). Foto: Oliver Berg/Ritzau Scanpix
Genanvendelse af medicinsk udstyr skal bidrage til, at CO2-udledningen nedbringes i de danske regioner.
Danske Regioner har fremlagt en plan om at nedbringe CO2-udledning på regionernes hospitaler med 50 procent. Det skal blandt andet ske ved, at skalpeller og andet udstyr ikke kun bliver brugt én gang.
Det siger Mads Duedahl, der er Regionsrådsformand for Region Nordjylland og næstformand for Danske Regioner.
- Vi skal have mere fokus på at bruge tingene flere gange i stedet for den store grad af engangsbrug, vi ser i dag.
- Det kunne være skalpeller, som i dag efter endt operation bare bliver smidt ud til afbrænding. Der vil vi i stedet i fremtiden se, om vi kan bruge ting mere cirkulært. Om vi kan bruge dem mere intelligent, siger han.
Hospitalerne i regionerne står for cirka seks procent af Danmarks samlede udledning.
Det er blandt andet indkøb og forbrug af lægemidler og medicinsk udstyr, der er med til at sætte udledningen i vejret.
En del af strategien er at købe mere bæredygtigt ind hos de leverandører, der leverer lægemidler og medicinsk udstyr. Regionerne handler for omkring 40 milliarder danske kroner årligt.
- Det er meget bedre, at fem regioner står sammen om at handle bæredygtigt, end at de gør det hver for sig, siger Mads Duedahl. Han kalder samtidig planen for "stor og ambitiøs".
Han siger, at det ikke er sikkert, at store virksomheder er klar til at omlægge hele deres produktion for de danske regioner, og at det derfor er vigtigt, at man også laver aftaler ud over de danske grænser.
Eksempelvis sammen med EU eller de andre nordiske lande. De nordiske lande har allerede en standard for indpakning af medicinsk udstyr. Og det er flere standarder som den, der kan være med til at rykke producenterne.
Med strategien vil regionerne nedbringe hospitalernes CO2-forbrug med over 1,6 ton CO2 i forhold til udledningen i 2022.
Den minimerede udledning vil ikke kun ske i Danmark, men også i de lande, hvor udstyret eller medicinen bliver produceret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned