Skib tømte toilettet og svinede københavnske strande til
Det er formentlig afføring fra et krydstogtskib, der kan forklare det forhøjede indhold af bakterier.
Det er efter al sandsynlighed et krydstogtskib, der ved at tømme sin toilettank ud i Øresund for tæt på kysten har forårsaget det forhøjede indhold af bakterier i badevandet ved Amager Strand.
Det siger Lykke Leonardsen, klimaenhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, der har ansvaret for overvågning af badevandet.
- Vi formoder, at det er et krydstogtskib, der ikke har benyttet sig af vores tilbud om at kunne tømme deres toilettanke ved vores krydstogts-terminal. Almindelige fragtskibe har jo ikke en særlig stor besætning, siger hun.
Tårnby Kommune har ved en badestrand ved Kongelundsfortet observeret en tyk bræmme af fækalier og toiletpapir på en strækning over 300-400 meter.
Fundet af afføringen i vandet passer ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen godt med, at strømretningen i den forgangne uge har været nordgående, hvilke betyder, at forureningen må være sket syd for Amager Strand og derefter er drevet op.
Københavns Kommune har indtil videre hejst det røde flag ved både Amager Strand og ved Svanemøllen Strand, der også ligger ud til Øresund.
Det er to badevandsprøver taget den 20. august, der mandag påviste for mange bakterier. Nye badevandsprøver onsdag vil vise, om bakterierne er blevet fortyndet og nedbrudt i havet.
Lukningen af strandene kommer dagen efter, at København lagde badevand og veje til årets Ironman-dyst, hvor omkring 3000 mænd og kvinder deltog. Den 3,8 kilometer lange svømmetur foregik i strandparkens lagune.
Til alt held er bakterie-overskridelserne ifølge embedslægen ikke voldsomme.
- Derfor forventes det ikke, at badegæster og ironman-deltagere, som har været i vandet ved Amager Strand, er blevet påvirket af forureningen, lyder vurderingen i en skriftlig meddelelse fra kommunen.
Ifølge Lykke Leonardsen har kommunen ikke modtaget henvendelser fra ironman-deltagere, der er blevet syge.
Under afvikling af det store sportsstævne i København for fem år siden viste badevandet sig at være så forurenet med kloak-bakterier, at omkring 500 deltagere blev syge af diarré og mavesmerter.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned