Skuespillere til fredet teaterchef: Stram op

- Vi tager selvfølgelig til efterretning, at Erik Jacobsen har meldt ud, at han har begået nogle fodfejl, siger Henrik Jandorf til Ritzau.

Skuespilleren fremsatte selv en kritik af ledelsen i en kronik i Politiken 8. marts, og han understreger, at der skal store forandringer til for at rette op på tillidsforholdet mellem medarbejdere og ledelse.

- Nu skal Erik Jacobsen lancere en større åbenhed grupperne imellem, så personalet ikke føler, at de er bange for at komme med henvendelser af frygt for den reaktion, det måtte afføde, siger Henrik Jandorf.

Han understreger dog, at medarbejderne på Det Kongelige Teater "ikke har noget valg" - de bliver nødt til at stole på, at Erik Jacobsen vil forbedre forholdene.

- At sige, at vi ikke tror på hans undskyldning, vil ikke føre sagen videre, siger Henrik Jandorf.

Det kommer dog bag på ham, at bestyrelsesformand Stine Bosse vælger at lade ledelsen fortsætte.

- At dømme efter Stine Bosses udtalelser i weekenden, så er det mildest talt en ny strategi, hun lancerer. Hun siger et og gør noget andet, siger Henrik Jandorf.

Det er ikke første gang, ledelsen på Det Kongelige Teater møder voldsom kritik fra medarbejderne. Men Henrik Jandorf håber alligevel, at de sidste ugers massive kritik vil føre til ændringer - selv om der ikke bliver skiftet ud i ledelsen.

- Balletten blev lovet bedring sidste sommer, men den forbedring indtraf ikke, så derfor kom de med endnu et opråb i marts, som vi støttede op om, siger Henrik Jandorf og tilføjer:

- Og nu er de så blevet stillet i udsigt, at der kommer forbedringer igen. Og det må man jo så bare tro på sker.

Balletdanserne venter nu på, at ledelsen melder klart ud, hvordan man konkret vil skabe tillid mellem ledelsen og de ansatte:

- Vi afventer nogle mere konkrete tiltag. Helt skåret ud i pap, hvad er det, man vil gøre for at komme problemerne til livs, siger talsmand for balletdanserne Byron Mildwater.

/ritzau/

Det kommer bag på tillidsmanden for skuespillerne på Det Kongelige Teater Henrik Jandorf, at bestyrelsen lader teaterchef Erik Jacobsen fortsætte.

Offentliggjort Sidst opdateret