Solsorte i 24 kommuner er ramt af smitte med dødelig virus
Solsorten har i sensommeren og efteråret været hårdt ramt af usutuvirus ifølge organisation. SSI har dokumenteret smitte fra døde solsorte fra 24 kommuner. (Arkivfoto). Foto: Petr Svancara/Ritzau Scanpix
Der er markant færre solsorte i Danmark i andet halvår af 2024 end foregående år ifølge organisation.
Solsorten er hårdt ramt af smitte med den dødelige usutuvirus.
Det skriver DOF Birdlife i en pressemeddelelse.
Organisationen vurderer, at langt over 100.000 fugle kan være bukket under for virusset.
Smitten blev første gang konstateret hos døde solsorte i september.
- Siden sensommeren har vi modtaget og samlet langt over 1000 indberetninger fra borgere og myndigheder, der har set syge eller døde solsorte, siger Knud Flensted, som er biolog i DOF Birdlife, i pressemeddelelsen.
Ifølge pressemeddelelsen har Statens Serum Institut (SSI) dokumenteret smitte i døde solsorte fra 24 kommuner landet over.
Usutuvirus overføres af myg. Ifølge Ann Sofie Olesen, som er seniorforsker hos Sektion for Veterinær Virologi på SSI, har man tidligere set, at virusset er gået hårdt ud over solsorte i Tyskland.
- Fra Tyskland, hvor usutuvirus første gang blev konstateret i fugle i 2011, ved vi, at virusset har forårsaget massedød blandt solsorte i visse regioner. I Tyskland er det estimeret, at der alene i årene 2011-2012 døde mellem 200.000 og 400.000 solsorte, siger hun i pressemeddelelsen.
Solsorten er ifølge DOF Birdlife en af de mest talrige ynglefugle i Danmark. I 2018 var vurderingen, at der var 2,1 millioner ynglepar.
Tidligere var den kun at se i de danske skove, men siden har den spredt sig, og bestanden er nu tættest i villakvarterer og parker.
Den er mest talrig i den østlige del af landet.
DOF Birdlife opfordrer i pressemeddelelsen til, at man holder øje med især drosler og kragefugle, og at man sender eventuelle døde fugle ind til analyse og obduktion.
En solsort er en type af drossel. En kragefugl kan eksempelvis være en krage eller en husskade.
Hvis man sender en død fugl ind, er det vigtigt at tage handsker på, hvis man skal håndtere fuglen. Det skyldes, at usutuvirus også kan smitte mennesker.
Det er primært personer med svækket immunforsvar, som er i risiko for at blive syge af usutuvirus.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned