Regeringens forslag om at indføre 25 meter sprøjtefrie randzoner om vandboringer beskytter ikke drikkevandet nok mod sprøjtemidler. Sådan lyder dommen fra en samlet opposition.
Heller ikke vandværkerne er imponerede over forslaget, som Folketinget behandler tirsdag. Mens landbruget mener, at loven er overflødig og mere udtryk for et politisk forsigtighedsprincip.
- Drikkevandet er alvorligt truet. I hver fjerde vandboring er der konstateret sprøjtegifte, og problemerne med at finde nyt drikkevand vokser, siger Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen.
Mens miljøminister Karen Ellemann (V) vil udvide den nuværende sikkerhedszone fra 10 til 25 meter, hvor der hverken må dyrkes eller sprøjtes, så er det ifølge oppositionen slet ikke nok.
Enhedslisten står sammen med Radikale, Socialdemokraterne, SF og Fokus bag et forslag på beskyttelseszoner på op til 300 meter afhængig af de lokale forhold.
Forslaget ligner et tidligere udspil fra vandværkerne.
- 25 meter er fint, men er slet ikke tilstrækkeligt visse steder. Desuden er den foreslåede kompensationsordning til landbruget tåbeligt bureaukratisk, siger Carl-Emil Larsen, direktør i Danva.
Han henviser til, at landmanden hvert år skal søge om at få udbetalt 429 kroner af vandværket
Også direktør Niels Peter Nørring fra Miljø Og Energi i Landbrug & Fødevarer finder ordningen unødigt bureaukratisk. Ellers hæfter han sig mest ved, at der allerede i forvejen var grundlag til at udvide beskyttelsen af drikkevandet.
- Det faglige værktøj til yderligere beskyttelse ud over de nuværende 10 meter er der allerede og ligeså hjemlen til erstatning ved ekspropriation, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie