Studerende køber privat undervisning

For dårlig og for lidt undervisning og ønsker om høje karakterer er tre af de mest udbredte grunde til, at studerende af egen lomme betaler for privat undervisning. Det skriver metroXpress fredag.

I alt har 27 procent betalt for privat undervisning uden for universitetet. Det viser nye tal fra Djøf Studerende, som blandt andet organiserer studerende på jura og økonomi.

Næstformand i Djøf Studerende, Signe Thiim, er overrasket over, at tallet er så højt.

Hun mener, at det er et udtryk for, at de studerende ikke får det ud af undervisningen, som de skal.

- Og det må være en konsekvens af for få timers undervisning og en undervisningsform, der ikke er optimal, og som overlader alt for mange til selvstudium, siger hun.

Danske Studerendes Fællesråd mener også, at tallet er for højt. Næstformand Louise Lipczak kalder udviklingen "bekymrende" og "problematisk".

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er ikke begejstret, hvis antallet er et udtryk for utilstrækkelig undervisning.

- Det er principielt forkert, hvis man føler, man er nødt til at købe privat undervisning, fordi der ikke er tilstrækkelig undervisning til at klare eksamen, siger han.

Den store andel af de studerende, der bruger penge på privat undervisning for at score høje karakterer, vil Morten Østergaard ikke klandre.

- Det vidner måske endda om engagement. På nogle studier er der jo en mangeårig tradition for, at man hyrer en privat tutor for en beskeden hyre, fordi det giver bedre resultater, siger han.

Men undervisningen skal være god nok i sig selv til, at de studerende kan opnå høje karakterer, mener både Djøf Studerende og Danske Studerendes Fællesråd.

- Vi vil ikke blande os i, om den enkelte køber undervisning. Problemet er, at de føler, det er nødvendigt for at få en høj karakter. Man burde få de nødvendige forudsætninger fra undervisningen, siger Signe Thiim fra Djøf Studerende.

/ritzau/

Mere end hver fjerde studerende betaler for privat undervisning uden for universitetet.

Offentliggjort Sidst opdateret