Erhvervsskolerne gør alt for lidt for at forbedre elevernes livsstil, selv om det er her, der er flest usunde unge.
Det konstaterer Det Nationale Videncenter for sundhed, kost og motion for unge (KOSMOS) i en redegørelse, der bygger på hidtidige rapporter og nye interviews med ansatte på erhvervsskolerne.
- Skolerne mangler midler til at gennemføre en koordineret indsats for at forbedre sundheden. Politikerne har lovet penge ved flere lejligheder, men der er ikke sket noget, og derfor må skolerne selv afholde udgifterne, siger KOSMOS' leder, Børge Koch.
Redegørelsen viser, at der er for få projekter i gang på de omkring 110 erhvervsskoler. Det er også et problem, at projekterne mere har som mål at få eleverne til at lade være med at droppe uddannelsen end at fremme deres sundhed.
Og så finder der ikke en systematisk opsamling sted af de sparsomme erfaringer med den slags tiltag, hvoraf de første startede for tre år siden, konkluderer KOSMOS.
KOSMOS anbefaler blandt andet, at erhvervsskolerne tilbyder idrætsaktiviteter, både i undervisningen og i fritiden, og at skolernes ledelse og undervisere får efteruddannelse i at hjælpe de unge til en bedre livsstil.
Omkring 40.000 elever starter hvert år på en erhvervsuddannelse. Det svarer til mellem 30 procent og 40 procent af en ungdomsårgang.
Omkring en tredjedel af eleverne på erhvervsuddannelserne får ikke motion nok. Her er der også en større andel i forhold til andre unge, som går mere til den end godt er med alkohol, røg og hash.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie