Både Sundhedsministeriet og regionerne har for lidt styr på det kommende nybyggeri af sygehuse, der har et samlet budget på 42,7 milliarder kroner.
Det konstaterer statsrevisorerne på baggrund af en kulegravning fra Rigsrevisionen. Statsrevisorerne bruger udtryk som "kritiserer" og "utilfredsstillende". Og det er næser af mellemstor størrelse i de folketingsudpegede statsrevisorers sprogbrug.
Statsrevisorerne kritiserer, at Sundhedsministeriet og regionerne ikke i alle tilfælde har forberedt de kommende sygehusbyggerier tilfredsstillende.
- Der er især behov for, at regionerne som bygherrer styrker risikostyringen og byggeorganisationen i flere af projekterne, skriver statsrevisorerne.
De kritiserer Sundhedsministeriet for ikke at have haft en tilfredsstillende administration af tilsagn om tilskud til sygehusbyggerierne.
- Sundhedsministeriet har ikke sikret sig, at regionerne afsætter tilstrækkelige midler til it og apparatur inden for tilsagnsrammen, bemærker statsrevisorerne.
Ministeriet får også en anmærkning for at have givet endeligt tilsagn til byggeriet i Skejby af Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU) uden at have sikret sig, at budgettet kan holde.
Og statsrevisorerne kritiserer Region Midtjyllands tilrettelæggelse af byggeprojektet i Skejby for at have været "utilfredsstillende".
- Statsrevisorerne finder det bekymrende, at der er en væsentlig risiko for, at byggeriet af DNU ikke kan gennemføres inden for tilsagnsrammen, skriver de.
De kalder det også for "ikke tilfredsstillende", at Sundhedsministeriet og Region Midtjylland endnu ikke er blevet enige om, hvor meget det nye Skejbybyggeri må koste.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned