Sygeplejerskers overenskomstforhandlinger fortsætter tirsdag
Det kan blive svært af honorere ønsket om højere lønninger blandt sygeplejersker, vurderer lektor.
Dansk Sygeplejeråd og arbejdsgiverne i Danske Regioner mødtes fredag til overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen.
Parterne har i første omgang ikke fundet fælles fodfæste, og derfor er det blevet besluttet, at forhandlingerne fortsætter tirsdag.
Det oplyser Dansk Sygeplejeråd (DSR) på sin hjemmeside.
Da forhandlinger er omfattet af tavshedspligt, kan Grete Christensen, formand i DSR, ikke løfte sløret for, hvor langt man er nået.
- Men jeg kan sige, at vi taler med hinanden og har aftalt, at vi hver især går hjem og tænker os om, inden vi mødes igen i næste uge, lyder det.
Mødet mellem de to parter sluttede fredag efter fire timers forhandlinger. Disse genoptages tirsdag og fortsætter onsdag 12. maj, fremgår det af Dansk Sygeplejeråds hjemmeside.
Parterne blev fredag indkaldt til forhandlinger, efter at medlemmerne i DSR stemte nej til den nye overenskomstaftale. Herefter blev der varslet strejke blandt landets sygeplejersker.
Grete Christensen har tidligere fortalt, at det var et snævert flertal, der stemte nej til den tidligere overenskomst, der inkluderer lønstigninger på lige over fem procent over tre år.
Det kan dog blive sværere end som så at honorere ønsket om højere lønninger, vurderer Nana Wesley Hansen, som er lektor på Københavns Universitet.
- Man risikerer, at organisationer fremadrettet måske finder på at spekulere i at undlade at indgå forlig, hvis de tror, at de kan opnå noget bedre i Forligsinstitutionen, vurderede hun.
Strejken blandt sygeplejersker kan blive udsat to gange med to uger, da der er blevet taget højde for, at der kan blive brug for flere møder.
Finder strejken sted har DSR valgt 5300 medlemmer, der skal deltage. De er fordelt over hele landet.
Der er i alt i underkanten af 80.000 medlemmer i fagforeningen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned