Tasmaniens premierminister lykønsker kommende dronning Mary
Kronprinsesse Mary blev født 5. februar 1972 i Hobart, Tasmaniens hovedstad. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethes abdicering gør for første gang en australier - kronprinsesse Mary - til dronning.
Jeremy Rockliff, premierminister for den australske delstat Tasmanien, hvor kronprinsesse Mary er født, ønsker kronprinsparret tillykke med det kommende tronskifte.
Sådan lyder det i en udtalelse mandag, skriver det australske public service-medie ABC.
- Prinsesse Mary er en vidunderlig ambassadør for Tasmanien, siger Rockliff.
Udtalelsen kommer, efter at dronning Margrethe i sin nytårstale 31. december offentliggjorde, at hun efter 52 år på posten træder tilbage som Danmarks regent 14. januar 2024.
Når hun trækker sig, bliver 55-årige kronprins Frederik konge, og hans hustru, kronprinsesse Mary, får titel af dronning.
- 52 år i spidsen er en fantastisk præstation. Dronning Margrethe har dedikeret sit liv til at ændre sit land og at gøre verden til et bedre sted, lyder det fra Rockliff.
- Jeg ser frem til at se den næste generation, og Tasmaniens egen fødte dronning, lede Danmarks fremtid.
Med dronning Margrethes abdicering er det ifølge ABC første gang, at en australier bliver dronning.
Kronprinsesse Mary blev født 5. februar 1972 i Hobart, Tasmaniens hovedstad.
Hun er den yngste datter af John Dalgleish Donaldson, professor i anvendt matematik, og Henrietta Clark Donaldson, der arbejdede som direktionssekretær for rektor ved University of Tasmania.
Tasmanien er med sine omkring 570.000 indbyggere den mindste af de seks australske delstater.
Øen på 67.800 kvadratkilometer ligger syd for Australien. Til sammenligning har Danmark et areal på 42.195 kvadratkilometer.
Kronprinsparret mødte hinanden på baren Slip Inn i Sydney i 2000.
De blev gift 14. maj 2004 og har sammen fire børn.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned