TAXA-MANGEL PÅ LANDET: VIL GENOPLIVE UBER
Der findes kun et taxa-selskab på Lolland. Det har base i Nakskov. Arkivfoto: Anders Knudsen
Foto: Anders Knudsen, FT
Der skal gøres noget ved manglen på taxaer i provinsen, mener Liberal Alliance, der vil lokke Uber tilbage til Danmark.
Den amerikanske kørselstjeneste Uber skal kunne vende tilbage til Danmark.
Det er kernen i et kommende forslag fra Liberal Alliance, der vil lave en forsøgsordning med Uber eller lignende tjenester i landdistrikterne.
Det skriver MobilityWatch.
Partiets transport- og landdistriktsordfører, Jens Meilvang, fortæller, at manglen på taxaer mange steder i provinsen er så stor, at man bør se på alternative tiltag for at løse udfordringen. Her kan Uber og lignende tjenester være løsningen, mener han.
- Alle nævner ude i landdistrikterne, at det blevet meget svært at få en taxa, hvis man bor bare lidt væk fra en større by, siger ordføreren til MobilityWatch og fortsætter:
- Derfor vil vi gerne se på, om man ikke kunne starte med at få genindført Uber ude i landområderne som en forsøgsordning.
Uber forlod Danmark i kølvandet på den nye taxalov i 2017, der stillede flere krav til at køre for tjenesten, og dem vil Liberal Alliance droppe i forsøgsordningen, skriver MobilityWatch.
Med forslaget genopliver Liberal Alliance den hidsige debat, der kørte tilbage i midten af 2010’erne, hvor der var massiv kritik fra især taxabranchen og fagbevægelsen af Ubers indtog i Danmark i 2014.
Her fik selskabet hurtigt mange danske chauffører og brugere, men den app-baserede tjeneste blev bl.a. beskyldt for at undergrave taxabranchen, ligesom der var mistanke om manglende skattebetaling hos chaufførerne.
Michael Nielsen, direktør i brancheorganisationen Dansk Persontransport, der omfatter taxabranchen, kalder udmeldingen fra Liberal Alliance for et "vanvittigt forslag."
Han medgiver, at der er en udfordring med mangel på taxaer i provinsen, men hvis Uber eller lignende tjenester vil til Danmark, skal de leve op til de gældende krav, siger han til MobilityWatch.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned