The Weeknd gæster Roskilde Festival i 2017
The Weeknd har hittet med "Can't Feel My Face", "The Hills" og "Earned I". Foto: Polfoto/Richard Shotwell
Polfoto/Richard Shotwell
Oscar-nominerede The Weeknd er et af hovednavnene til næste sommers Roskilde Festival.
Fans af Roskilde Festival får sig en tidlig julegave i år - en af de mest ønskede artister blandt festivalgæsterne lægger nemlig Orange Scene ned onsdag den 28. juni.
Den verdenskendte hjerteknuser The Weeknd pryder nemlig plakaten til næste sommers Roskilde Festival, afslører festivalen i en pressemeddelelse.
- Han er noget så sjældent som et respekteret undergrundsfænomen, der er forblevet tro mod sin lyd og sin fortid, selv om han har udviklet sig til én af klodens største popartister lige nu, jubler Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Det er virkelig noget unikt for en kunstner, så vi er rigtigt stolte over, at han spiller sin første danske festivalkoncert på Roskilde Festival.
- Vi har været opmærksomme på The Weeknd og hans udvikling i meget lang tid, og det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at han har ligget i toppen af vores gæsters ønskelister i flere år.
Roskilde Festival beskriver The Weeknds musik som "futuristisk poplyd med tunge digitale beats, et dystert tekstunivers og soulpræget hip-hop".
The Weeknd, der bærer det borgerlige navn Abel Tesfaye, har slået globale streamingrekorder som den mest streamede kunstner nogensinde på én dag på Spotify og har samarbejdet med superstjerner som Daft Punk, Beyoncé og Drake.
Den 26-årige canadiske Grammy-vinder og Oscar-nominerede superstjerne har især hittet med "Can't Feel My Face", "The Hills" og "Earned It".
Rockbandet Foo Fighters, indieartisterne Arcade Fire, Beyoncés celebre søster Solange, den danske dj Trentemøller og elektrostjernerne Justice er blandt de øvrige 40 navne, der nu er offentliggjort til næste års Roskilde Festival.
Roskilde Festival finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie