To danske dokumentarer nomineret til Nordisk Råds Filmpris

Holdet bag den danske film 'Flugt' vandt Nordisk Råds Filmpris i 2021. I 2023 vandt Danmark igen med 'Viften', der handler om Danmarks kolonifortid. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

I oktober skal to danske dokumentarer kæmpe om fornem pris, når Nordisk Råds Filmpris gives i Reykjavik.

Offentliggjort Sidst opdateret

To danske dokumentarer er på listen over de nominerede til Dansk Råds Filmpris i år.

Og det er første gang i filmprisens historie, at to nominerede film repræsenterer dokumentargenren

De to dokumentarer er "Min arv bor i dig" (2024) og "Twice Colonized" (2023).

"Min arv bor i dig" er en selvbiografisk fortælling om filmskaber Roja Pakaris’ seks år med uhelbredelig kræft. En diagnose hun stilles, da hun er gravid med sin søn.

Ifølge den danske jury, der står bag nomineringen, er dokumentaren en overrumplende kærlighedserklæring og et tappert selvportræt.

- Min arv bor i dig er et ærligt kunstværk, som aldrig bliver navlebeskuende. Det stiller spørgsmål, stiller sig til rådighed, lyder det i den danske jurys motivation for at nominere dokumentaren.

Den danske jury består af Heidi Hilarius-Kalkau Philipsen, der er lektor ved Syddansk Universitet, filminstruktør Amalie Næsby Fick og filmredaktør for Soundvenue Jacob Ludvigsen.

Hvert land har en jury på tre medlemmer udnævnt af Nordisk Ministerråd.

De seks nationale juryer er fra Finland, Grønland, Island, Norge, Sverige og Danmark.

Den grønlandske jury har nomineret den dansk/grønlandske dokumentar "Twice Colonized" af instruktør og manuskriptforfatter Lin Alluna.

"Twice Colonized" følger inuit-advokat Aaju Peter, som hun kæmper for oprindelige folks rettigheder på globalt plan, imens hun forsøger at hele sårene fra sin søns pludselige død.

- Med sin aktualitet og præcise skildring sætter Twice Colonized spot på den stærkt politiske daglige kamp hos et folk i en postkoloniseret verden. Temaer af identitet - såvel personlig som national - løber gennem denne unikt grønlandske fortælling, lyder det fra juryen.

Vinderen af Nordisk Råds Filmpris og præmien på 300.000 kroner offentliggøres 22. oktober i Reykjavik.

Det er i år tyvende gang, at Nordisk Råds Filmpris uddeles. Otte gange tidligere er prisen blevet givet til en dansk film. Senest sidste år, hvor filmen ”Viften” løb med prisen for næsen af de andre nordiske lande.

/ritzau/