Transportleverandører i København snyder med løn og arbejdstid
Det er blandt andre leverandører af dagligvarer, som er blevet taget af Københavns Kommune for social dumping. (Arkivfoto). Foto: Nemlig.com/Ritzau Scanpix
121 ud af 122 kontroller af transportleverandører i Københavns Kommune viste snyd med løn eller arbejdstid.
Langt størstedelen af transportleverandørerne i Københavns Kommune har snydt med løn eller arbejdstider i sager fra 2021.
Det viser en ny undersøgelse, der er blevet lavet af kommunens indsatsteam mod social dumping. Det skriver TV 2 Lorry.
Man har foretaget i alt 122 dokumentkontroller. Af dem afslørede 121 snyd med løn eller arbejdstid.
Leverandørerne står blandt andet for levering af dagligvarer, taxakørsel af børn og unge, flytning af kontormøbler og specialtilbud til udsatte borgere.
Samlet set krævede Københavns Kommune efterbetaling på knap 4,8 millioner kroner i sagerne fra 2021. I 2020 var det tal 1,75 millioner kroner og i 2019 lød det på 1,5 millioner kroner.
Resultatet skyldes en styrket indsats på området, oplyser kommunen til mediet.
Lars Weiss (S), der er socialdemokratisk gruppeformand i kommunen, er alligevel overrasket over resultatet af undersøgelsen. Det siger han til TV 2 Lorry.
- Jeg er overrasket, for helt grundlæggende er det jo noget svineri.
- Når man skriver under på en kontrakt med Københavns Kommune, så ved man, at der skal være ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og det er er der alt, alt for mange, der ikke har levet op til.
Han siger desuden, at Københavns Kommune vil stramme kontrollen yderligere i fremtiden.
I de senere år har der været mere opmærksomhed rettet mod social dumping i Danmark. Det gælder også hos Skattestyrelsen.
Skat opkrævede sidste år 314 millioner kroner for snyd på skatte- og afgiftsområdet gennem indsatser mod social dumping.
Det var resultatet af kontroller på blandt andet byggepladser, i landbrug og på restauranter.
Siden 2015 har Skat i alt opkrævet mere end 1,5 milliarder kroner gennem indsatsen mod social dumping.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned