Trine Bramsen deltager i mindeoptog for ofre for kvindedrab

Søndag aften har der været fakkeloptog i Vejle i respekt for Oliver Ibæk, der formodes at være druknet i Aalborg - samt for Mia Skadhauge Stevn, som lørdag blev bekræftet død. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Søndag var der mindeoptog i flere byer. Det skete dagen efter, at Mia Skadhauge Stevn blev bekræftet død.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) deltog søndag aften i et mindeoptog for ofrene for kvindedrab - de hidtidige og de kommende.

Mindeoptoget fandt sted i København og kom dagen efter, at den 22-årige Mia Skadhauge Stevn blev bekræftet død.

Hun forsvandt for en uge siden, da hun var på vej hjem fra en bytur i Aalborg.

Nordjyllands Politi oplyste torsdag aften, at der var blevet fundet dele fra et menneske i skoven. Man mente, at der var tale om den forsvundne kvinde, hvilket blev bekræftet lørdag.

Deltagerne i optoget gik fra Christiansborgs Slotsplads til Transport- og Ligestillingsministeriet.

Trine Bramsen blev udnævnt til transport- og ligestillingsminister i starten af februar i forbindelse med en regeringsrokade. Hun kom fra stillingen som forsvarsminister.

Kort tid efter at have skiftet ministerium italesatte hun, at der skal findes løsninger, når det kommer til drab og overfald på kvinder.

- Blot en måned inde i året har vi set flere partnerdrab på kvinder, og hvad der antages at være mord. Vi taler ikke om kvinder, der har været del af bandekonflikt, anden kriminalitet eller tilfældige ulykker.

- Vi taler om kvinder, der er blevet dræbt, fordi de er kvinder! Vi har et problem, Danmark! Et problem vi skal kunne tale om og finde løsninger på, skrev hun i et Facebook-opslag onsdag.

Søndag er den tragiske hændelse også blevet markeret andre steder. I Odense og Aarhus er den 22-årige, dræbte kvinde også blevet mindet.

I Vejle har der også været optog i respekt for den forsvundne Oliver Ibæk samt Mia Skadhauge Stevn.

Oliver Ibæk blev meldt savnet efter en bytur i Aalborg. Politiet formoder, at han er omkommet, efter at han faldt i Limfjorden.

I forbindelse med sagen om Mia Skadhauge Stevn er to 36-årige mænd sigtet for drab. Den ene er varetægtsfængslet, mens den anden blev løsladt Begge nægter sig skyldige.

Det er søndag fortsat ikke oplyst, hvornår eller hvordan den 22-årige kvinde menes at være blevet dræbt.

Trine Bramsen (S), transportminister og minister for ligestilling deltager i mindeoptog til minde for ofrene for kvindedrab - de hidtidige og de kommende - fra Christiansborg Slotsplads til Transport- og Ligestillingsministeriet i København søndag den 13. februar 2022 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Søndag aften er der mindeoptog for ofrene for kvindedrab - de hidtidige og de kommende - i København. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix