Tyskland sender undervandsfotografer til Nord Stream-læk
Tyske politidykkere skal ned til naturgasledningerne Nord Stream 1 og 2 for at kortlægge, hvordan de store læk er forekommet. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Dykkere fra Tyskland skal ned og fotografere lækagerne ved de saboterede naturgasledninger Nord Stream 1 og 2.
Tysklands søværn og politi har indsat et hold af efterforskere til at undersøge sabotagen ved naturgasledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2 i Østersøen.
Det har i en rum tid været kendt, at også Tyskland skulle indgå i et samarbejde med Sverige og Danmark om at undersøge forholdene omkring sabotagen mod de to store rørledninger.
Natten til mandag er der kommet flere detaljer frem, om hvordan Tyskland vil bidrage til efterforskningen.
Tysk politi bekræfter over for nyhedsbureauet dpa, at det har sendt sit bidrag til stedet. Ifølge politiet er et hold blevet "indsat i Østersøen i nærheden af Bornholm med støtte fra et militær- og et politifartøj".
Ifølge et dokument, som de to tyske medier NDR og WDR har fået indsigt i, skal politidykkere blandt andet ned og fotografere selve naturgasledningerne. Det skal give et bedre indblik i, præcist hvad der er sket med dem, skriver dpa.
Medierne rapporterede i sidste uge, at politikommissær Dieter Romann havde bedt det tyske militær om hjælp til "at fremskaffe et billede af situationen, hvad angår skaderne på Nord Stream 1 og Nord Stream 2". Det har politiet siden bekræftet.
Der blev 27. september meldt om lækager på Nord Stream 1-gasledningen, der løber fra Rusland til Tyskland.
I alt har danske og svenske myndigheder meldt om fire lækager på de to gasrørledninger.
Det er danske myndigheders "klare vurdering", at der er tale om en bevidst handling, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, da meldingen kom.
Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, har også undersøgt lækagerne. Her er det blevet konstateret, at skaderne skyldes detoneringer ved ledningerne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned