Udbud begynder for cirka fem milliarder kubikmeter gas i Nordsøen
Nordsøaftalen fra 2020 sætter en slutdato for udvinding af olie og gas i 2050, men åbner for nye licenser indtil da. (Arkivfoto). Foto: Tom Ingvardsen/Mærsk Olie Og Gas/Ritzau Scanpix
Grønne organisationer har angrebet regeringen for klimahykleri. Nu er udbud for nyt felt i Nordsøen åbnet.
Energistyrelsen har åbnet et miniudbud for indvinding og efterforskning af et nyt gasfelt i Nordsøen
Det oplyser styrelsen på sin hjemmeside torsdag. Udbuddet har tidligere ført til kritik fra grønne organisationer.
Interesserede olie- og gasselskaber kan frem til 15. oktober søge om tilladelse til indvinding i det såkaldte Elly-Luke-område. Her estimeres det, at der kan være omkring 5,2 milliarder kubikmeter gas.
Potentialet i feltet svarer til cirka to og en halv gange det årlige gasforbrug i Danmark, hvilket betragtes som forholdsvis beskedent.
- Årsagen til minirunden er, at Energistyrelsen har modtaget en uopfordret ansøgning på området, skriver styrelsen.
Det er virksomheden BlueNord, der har ansøgt, oplyste Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i april. Det var den første uopfordrede efterforskningsansøgning på et ikke-licensbelagt område af den danske del af Nordsøen siden Nordsøaftalen.
Den nye udbudsrunde har ført til kritik af regeringen for klimahykleri fra grønne organisationer samt SF, Enhedslisten og Alternativet.
Den socialdemokratiske regering medstiftede i 2021 en international alliance, som går ud på, at det skal være slut med olie og gas.
Nordsøaftalen fra 2020 sætter derudover en slutdato for udvinding af olie og gas i 2050.
Aftalen holdt en dør åben for at udstede nye licenser for at sikre langsigtede vilkår for branchen frem mod slutdatoen.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har afvist, at der skulle være tale om dobbeltmoral. Han mener, at det nye miniudbud ligger inden for aftalerne.
- Det ændrer hverken ved vores klimamål, gasforbrug eller slutdatoen for udvindingen, sagde han i en pressemeddelelse i april.
- Regeringens mål om 100 procent grøn gas i 2030 står fast. Til gengæld vil en potentiel ny gasproduktion bidrage til Europas forsyningssikkerhed.
Energistyrelsens har vurderet, at en mulig produktion kan starte om fire til seks år. Den vil kunne strække sig 15 år frem og være afsluttet inden 2050.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned