Ukraines soldater får et pusterum fra krigen over øl og pizza i Kyiv

Præsten Serhiy klapper på den sorte lædertaske, han har hængende over skulderen.

- Det er mit nye testamente. Vil du se?, spørger han, inden han med et grin åbner tasken og hiver en pistol op.

Han sidder sammen med et par venner på Veterano Pizza, en pizzarestaurant i det centrale Kyiv.

Stedet blev åbnet i 2016 af soldaterveteraner som et projekt for at hjælpe andre veteraner fra Krim i arbejde, når de vendte hjem.

Det er en krig, der har kørt i snart ni år, men som ikke har fået tilnærmelsesvis samme opmærksomhed som den invasion af Ukraine, som Rusland indledte for et år siden.

Serhiy har været i krig i otte år nu, fortæller han.

Under halsen på hans camouflagefarvede uniform stikker en hvid snip af en præstekrave frem.

Halvdelen af tiden kæmper han, den anden halvdel af tiden holder han gudstjenester og begravelser.

- Krig føles, som om din familie bliver voldtaget igen og igen, nat efter nat, siger han.

- Men jeg har efterhånden vænnet mig til krigen. Vi har ikke andet valg.

En del kunder kommer her bare for pizzaerne. Men en stor del af klientellet er soldater i uniform.

Premierløjtnant Oleksandr Matiash peger på et billede af sig selv på væggen.

- Det er min deling, fortæller han.

- Jeg var med til at åbne denne restaurant sammen med dem.

Flere af kammeraterne driver pizzeriaet nu, mens Oleksandr Matiash selv kæmper ved fronten i Bakhmut.

Han er næstkommanderende for en gruppe specialstyrker, der skal forsøge at slå russerne tilbage.

- Det er noget lort. De vil slå os ihjel, og vi vil slå dem ihjel, svarer han med et træt smil på spørgsmålet om, hvordan det går i krigens mest langvarige og blodige slag.

- Men russerne kommer til at tabe. De har ikke noget at kæmpe for. De er hjernevasket af russisk tv, og de er kun motiveret af had.

Præsten Serhiy har rejst sig og går hen til et andet bord for at tale med to mænd i uniformer med et lille litauisk flag på skulderen. Det er en officer og en ngo-chef, der er på besøg fra Litauen.

På Veterano Pizza støder man også på udenlandske hjælpearbejdere eller andre, der ikke havde været her i det centrale Kyiv, hvis det ikke var for krigen.

Ved et bord sidder Max, der er ansat i en østrigsk ngo. Han er en stor mand med skaldet isse, gråt fuldskæg, en T-shirt med teksten "I stand with Ukraine" og et par tæt tatoverede arme. Tidligere har han været soldat i otte år og har gjort tjeneste i Bosnien.

Han tog til Ukraine første gang i marts 2022, hvor han – på egen hånd og på eget initiativ - hjalp med at evakuere folk fra de områder, der var hårdest ramt af krigen.

I dag kører han medicin og andet udstyr fra Østrig til hospitaler og klinikker i det østlige og sydlige Ukraine.

- Jeg gør det, fordi russerne er i krig mod os alle. Jeg kan ikke sidde i Wien og se på tv, at ukrainerne dør, og ikke gøre noget.

I januar var han i Bakhmut, hvor krigens mest blodige kampe udspiller sig lige nu. En raket ramte huset ved siden af, hvor han selv var.

- Det sker jo. Men jeg er der kun en times tid. Ukrainerne er der hele tiden.

Forrige gang, han var i Bakhmut, arbejdede han sammen med en ukrainsk hjælpearbejder. Da han kom i tilbage i januar, var makkeren blevet dræbt i mellemtiden.

- Jeg tjekker min telefon hver dag for at se, om de stadig er live. Det er hårdt, siger han stilfærdigt.

Max har tænkt sig at blive i Ukraine frem til den dag, landet engang skal genopbygges.

- Det vil jeg også hjælpe med. Og det glæder jeg mig til.

Hjemme i Østrig har han to voksne børn og et par børnebørn på 11 og 15 år.

- De tænker, at jeg vel kommer tilbage en dag. De tænker ikke på, at jeg måske ikke gør.

/ritzau/