Ungdomsklubber kan modarbejde bander

Et forslag om at satse mere på ungdomsklubberne som redskaber til at bekæmpe bandekonflikter, vækker begejstring hos formanden for Fritids- og Ungdomsklubbernes interesseorganisation, Ungdomsringen.

- Det er blandt de her sårbare og svage unge, banderne rekrutterer deres medlemmer. I banderne får mange unge tilbudt det fællesskab, de leder efter, men hvis man i stedet kan gøre klubberne til det sted, hvor de får deres netværk og fællesskab, så tror jeg, at du kan nå langt, siger Ungdomsringens formand Kim Mortensen, som også er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.

Københavns børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S), foreslår at styrke indsatsen mod konflikter ved blandt andet at give ansatte i ungdomsklubberne efteruddannelse i konflikthåndtering.

God idé, siger Kim Mortensen.

- Hvis man bruger klubberne aktivt og uddanner medarbejderne, så de bliver endnu bedre til at tale med de unge, så kan man opnå mærkbare positive resultater, siger Kim Mortensen.

Han ærgrer sig over, at ungdomsklubberne ikke er blevet brugt mere målrettet de senere år.

- Klubområdet er et af de områder, der har været ramt af de største nedskæringer. Det er blevet bortprioriteret som et indsatsområde til konflikthåndtering, fordi man har prioriteret retspolitik højere end ungdomspolitik. Det har haft den pris, at man i dag mangler klubberne, som en integreret del af den kommunale indsats i forhold til bandekonflikter, siger Kim Mortensen, som også er medlem af Folketingets uddannelsesudvalg.

/ritzau/

Kommunerne har forsømt at bruge ungdomsklubberne som en del af indsatsen mod bandekonflikter, mener formanden for Ungdomsringen.

Offentliggjort Sidst opdateret