Unge jøder og muslimer tildeles Finn Nørgaard-pris
På årsdagen for skudattentatet i København, hvor filminstruktør Finn Nørgaard og den jødiske vagt Dan Uzan blev dræbt i 2015, uddeler Finn Nørgaard Foreningen for tredje gang en velgørenhedspris. Foto: Scanpix/Søren Bidstrup
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Finn Nørgaard Foreningen giver på årsdagen for skudangreb 50.000 kroner til unge muslimer og jøder.
På årsdagen for skudattentatet i København, hvor filminstruktør Finn Nørgaard og den jødiske vagt Dan Uzan blev dræbt i 2015, uddeler Finn Nørgaard Foreningen for tredje gang en velgørenhedspris.
I år uddeles prisen til foreningen De nye Stemmer, som er en forening af 22 unge jøder og muslimer. Foreningen, der blev etableret i sommeren 2017, forsøger at bidrage til en større forståelse mellem unge muslimer og jøder.
Medlemmerne af De nye Stemmer gennemgår et undervisnings- og træningsforløb, hvor de arbejder intensivt med fordomme og stereotyper om jøder og muslimer.
Sammen med prisen uddeles også et etårigt arbejdslegat på 50.000 kroner.
- Vi er så glade og stolte over netop Finn Nørgaard Prisen, siger Eva Bøggild, der er leder og stifter af De nye Stemmer, i en pressemeddelelse.
- Vi vil gerne fortsætte med at nedbryde fordomme gennem dialog og håber, at de unge med dette rygstød måske kan få åbnet endnu flere døre rundt omkring på skoler, i organisationer og på offentlige møder.
De 50.000 kroner skal gå til at få udbredt De nye Stemmers arbejde ved eksempelvis at holde oplæg og workshops for unge.
Torben Larsen, formand for Finn Nørgaard Foreningen, begrunder valget således:
- Nedbrydelse af fordomme og dialogarbejdet direkte med unge mennesker er utroligt vigtige faktorer i vort arbejde for at undgå tragedier som den, der ramte os alle i 2015, lyder det i pressemeddelelsen.
Foreningen er blevet stiftet af Finn Nørgaards familie og hans nærmeste venner, efter at han blev dræbt af gerningsmanden Omar el-Hussein under angrebet på Krudttønden på Østerbro.
Angrebet fandt sted for tre år siden. Senere samme aften affyrede gerningsmanden også skud foran synagogen i Krystalgade i København. Her blev Dan Uzan, som stod vagt foran synagogen, dræbt.
Finn Nørgaard blev 55. Dan Uzan blev 37.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned