Unges misbrug kan skyldes psykisk sygdom
Når hver 12. dansker i alderen 15 til 24 år har et overforbrug af alkohol eller stoffer, kan forklaringen være, at de lider af en psykisk sygdom.
Ifølge kampagnen "En af os" går mange unge rundt med en psykisk sygdom, som de forsøger at medicinere sig selv for, da det er forbundet med tabu og fordomme at tale om det.
- Fordomme og uvidenhed i forhold til psykisk sygdom har stor betydning for de unges frygt for stempling og udstødelse. Det er problematisk i en alder, hvor man gerne vil være som andre, siger projektleder i "En af os" Johanne Bratbo en pressemeddelelse.
Psykolog Søren Søberg Hansen fra Videnscenter for Rusmiddelpsykiatri fortæller, at stoffer kan give tryghed og hjælpe en til at overkomme angst, falde i søvn og glemme selvmordstanker.
- I starten kan selvmedicineringen være en nem og hurtig måde at koble af og glemme hverdagens problemer, men langsomt bliver de nødvendige for at klare hverdagen, siger han.
Ifølge ham kan det føre til en værre eller længerevarende psykisk sygdom, hvis hverken stofmisbruget eller den psykiske sygdom behandles.
Formålet med "En af os" er at skabe åbenhed og viden om psykiske sygdomme - og at sprede budskabet om, at man skal søge hjælp.
- Det er utrolig vigtigt, at de unge tør være ærlige om deres psykiske problemer, så de kan få den rette professionelle hjælp i behandlingssystemet, siger Bratbo.
Kampagnen skal også føre til, at danskere bliver mindre usikre, nervøse, forbeholdne og afstandtagende - og i stedet åbne og imødekommende over for disse personer.
Det er en undersøgelse fra Center for Rusmiddelforskning, der slår fast, at hver 12. dansker i alderen 15 til 24 år har et overforbrug af alkohol og stoffer.
Ifølge undersøgelsen har mellem 25.000 og 30.000 unge et "direkte interventionskrævende" stofmisbrug, mens 32.000 unge har et behandlingskrævende alkoholmisbrug.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned