- Jeg har aldrig set noget lignende.
Sådan siger vagtchefen i Vejdirektoratet, Brit Osted Nielsen, om det skybrud, som lørdag aften tordnede over København.
Og det kan mærkes på vejnettet.
Fire indfaldsmotorveje ind mod København blev som følge af de store vandmasser blevet spærret i begge retninger.
Helsingørmotorvejen er spærret ved Hans Knudsens Plads, mens Holbækmotorvejen har været under vand mellem Folehaven og Hvidovre. Sidstnævnte blev dog åbnet igen søndag middag.
Amager blev utroligt hårdt ramt af uvejret, og derfor er Amagermotorvejen E20 ved Gammel Køge Landevej også blevet spærret.
Samtidig er en gammel kending, hvad angår oversvømmelser, endnu en gang blevet ramt, nemlig Lyngbyvejen ved Ryparken Station.
- Der er blevet arbejdet på højtryk hele natten, og der bliver stadigvæk arbejdet derudad, siger Brit Osted Nielsen.
Men selvom der bliver arbejdet hårdt, er der risiko for, at oversvømmelserne også kan give trafikale problemer i løbet af mandag formiddag, hvor folk tager på arbejde.
Samtidig er der udsigt til, at endnu et skybrud rammer København søndag eftermiddag og aften, og det kan vise sig at forværre problemerne.
- Som det ser ud nu, bliver Holbækmotorvejen den første til at åbne. Andre steder kan der først blive åbnet igen i løbet af natten eller mandag formiddag, siger Brit Osted Nielsen.
- Men vi er heldige, at det sker, mens mange mennesker er på ferie, påpeger vagtchefen i Vejdirektoratet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned