Vejret driller på julens travleste rejsedag
Lørdag er julens største udrejsedag for danske bilister, der kan se frem til længere rejsetid. Det skyldes risiko for langsom trafik samt kraftige vindstød, der påvirker vindfølsomme køretøjer på Vejlefjordbroen. Foto: /ritzau/Jens Dresling/arkiv
/ritzau/Jens Dresling/arkiv
Kraftige vindstød skaber trafikale problemer lørdag, hvor størstedelen af danskerne rejser på juleferie.
Lørdag bliver den helt store udrejsedag for danske bilister, der vil hjem på juleferie, fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet Mette Nedergaard.
- Vi forventer, at der kommer rigtig, rigtig mange biler på vejene i dag. Det kan selvfølgelig føre til en langsom trafik især for trafikanter, der kører fra øst mod vest, siger hun.
Ifølge informationschef ved DSB Tony Bispeskov vil omkring 40.000 danskere i dag rejse med tog over Storebælt. Der er derfor indsat ekstra togvogne, for at sikre at danskerne kan komme hjem på juleferie.
Både Vejdirektoratet og DSB forventer, at der i tidsrummet fra klokken 11 til 13 vil være flest rejsende på tværs af landet.
Ud over risiko for kødannelse eller langsom trafik, skaber vejret også visse udfordringer. DMI melder om risiko for vindstød af stormstyrke i visse dele af Nordjylland og på Bornholm.
- Det burde ikke give problemer i andre dele af landet, hvor vinden er mere mild, fortæller vagthavende ved DMI Anja Bodholt.
Selv om der ikke er varsel eller risiko ude for resten af landet, har vinden væltet et træ over togskinnerne mellem Nivå og Helsingør. Togdriften er indstillet på strækningen, og der er indsat togbusser i stedet.
På Vejlefjordbroen bliver vindfølsomme køretøjer frarådet at passere, og DSB holder skarpt øje med vejrets udvikling, fortæller Tony Bispeskov.
- Væltede træer kan ødelægge køreledninger. Vinden kan også betyde, at vi får et ryk ind fra bilister, der søger mod togene, fordi de ikke kan komme over broerne. Det har vi plads til, siger han.
Omkring middagstid rejser flest danskere på tværs af landet, men der vil være øget trafik indtil klokken 16, vurderer Vejdirektoratet.
Ifølge DMI stilner vinden af natten til søndag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned