Efter at DSB nu har valgt at tage IC4-togene helt ud af drift på ubestemt tid, er det på tide at overveje, om de skandaleombruste tog overhovedet har en fremtid i den danske togtrafik.
Det siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen, der tvivler på, at det er værd at investere yderligere hundredvis af millioner i nogle togsæt, hvor fejlene tilsyneladende bliver ved at dukke op.
- Hvis vi vælger at kaste gode penge efter dårlige, så skal vi trækkes med IC4 i de næste 30-35 år, og deres pålidelighed er helt i bund. Vil vi det, spørger Kristian Pihl Lorentzen.
Venstre stillede i sidste uge 32 konkrete spørgsmål til transportminister Henrik Dam Kristensen, som skal give svar på, om det er rigtigt at poste 400-800 millioner i IC4-togene.
Det anbefalede det rådgivende ingeniørfirma Atkins i en rapport den 27. november, men Venstre mener, at rapporten giver flere spørgsmål end svar.
- Rapporten konkluderer, at der grundlæggende er tale om sunde tog, men det er en meget forbløffende konklusion, siger Kristian Pihl Lorentzen til Ritzau.
- For samtidig dokumenterer man, at der er problemer med motorer, bremser, døre, toiletter, ventilationssystemer, varmesystemer, sammenkoblinger, toiletter og togcomputer. Hvad er der tilbage i de tog, der egentlig er sundt, spørger han.
Derfor er det oplagt at diskutere, om man helt skal skille sig af med IC4-togene og i stedet satse på en anden type tog, mener Venstre.
- Det er en meget stor beslutning at trække stikket ud til så stort et milliardprojekt, men omvendt kan vi ikke acceptere at passagerne skal blive ved med at være plaget af upålidelige tog og uregelmæssig togdrift, siger Kristian Pihl Lorentzen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned