Venstres gruppeformand Kristian Jensen (V) vil have en hurtig EU-afstemning om de danske forbehold gerne inden årets udgang. Dermed bakker partiet op om et krav fra De Konservative. Men Venstre har endnu ikke taget stilling til afstemningsformen.
- Jeg er tilhænger af en hurtig afstemning, men vi har ikke lagt os fast på, om det skal være en big bang-afstemning med kun et kryds eller en smørrebrødsseddel, siger Kristian Jensen.
- Men inden vi beslutter, hvilken afstemningsform der skal benyttes, skal vi have en grundig debat, siger han.
De Konservatives leder Lars Barfoed vil have danskerne til at stemme om alle tre EU-forbehold, hvis de borgerlige genvinder regeringsmagten. Og det skal ske, inden Danmark overtager formandskabet i EU i 2012.
- Det er en regeringsopgave af beslutte, om og hvornår der skal være afstemning om de tre EU-forbehold, siger Kristian Jensen.
Han understreger, at der ikke er sendt invitationer ud de partier, som regeringen samarbejder med om de store EU-linjer.
Dansk Folkeparti mener derimod, at Lars Barfoed (K) skader danske interesser ved at tale Danmark tættere på euroen.
- Euroen har ført til Grækenlands fallit og nu ydermere sat landet under administration fra Bruxelles. Euroen er falleret valuta, og det vidner om mangler på økonomisk dømmekraft, hvis man ikke kan se det, siger medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt i en pressemeddelelse.
Imens politikerne diskuterer, vokser modstanden mod dansk deltagelse i den kriseramte klub af eurolande. Danskerne ønsker ikke at skifte kronerne ud med euroen.
Hele 56,7 procent af danskerne vil stemme nej eller måske stemme nej til euroen. Kun 40,2 procent vil stemme ja eller måske ja, viser en ny meningsmåling som Danske Bank har fået foretaget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned