Tirsdag morgen står i vinterens tegn over det meste af landet, og den har især slået til i store dele af Jylland, hvor landskabet er klædt i hvidt.
Men foreløbig ser det ifølge Vejdirektoratet ud til, at der kun er indtruffet mindre trafikuheld, og at bilisterne har fundet ud af at køre efter forholdene.
- Især i Østjylland i et bælte fra Randers og ned til Vejle-Kolding samt dele af Midtjylland har vi meldinger om sneglatte veje. Men heldigvis er de ikke rigtigt isglatte, fordi der ligger sne ovenpå, siger Brit Osted Nielsen, vagtchef i Vejdirektoratet.
Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) melder vagtchef Olaf Mathiassen om nedbør over det meste af landet.
- På Bornholm regner det, og det vil det blive ved med, fordi de har fem-seks plusgrader. Især i dele af Sjælland og hovedstadsområdet er det her til morgen mest slud og tøsne, der dominerer billedet, tilføjer han.
Men dette billede ændrer sig i løbet af dagen. Der vil komme mere nedbør i form af sne, og meget vil blive liggende.
- Opklaringen begynder sidst på dagen i Nordvestjylland, men den når først den østlige del i løbet af natten. Her bliver der også kun tale om let frost, fordi vi samtidig får blæsevejr og skyer, vurderer den vagthavende.
Meteorologerne hos DMI regner med, at vintervejret i hvert fald holder sig den næste uges tid.
- Der kommer også snebyger flere steder, men næppe i voldsomme mængder, lyder meldingen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned