Weekenden kommer til at stå i blæstens tegn
I morgen- og formiddagstimerne fredag får vi en hård vind til kuling fra vest og nordvest og ved kysterne stedvis op til hård kuling. Den kraftigste vind vil dog være forholdsvis kortvarig. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Arkiv/Ritzau Scanpix
Fredag meldes der om vindstød op til stormstyrke flere steder. Især nordvestjyderne får vinden at mærke.
Blæsten kommer i den grad til at gå frisk over Limfjordens vande i weekenden.
Således bliver både fredag og lørdag særdeles blæsende og til tider våde, mens søndag ser mere tilforladelig ud.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Anja Bodholdt tidligt fredag morgen.
- Weekenden kommer til at stå i blæstens tegn, siger hun kort efter klokken 05.30.
- Vinden tiltager de kommende timer, men det er heldigvis nogenlunde hurtigt overstået. Fra omkring klokken syv-otte stykker vil vi opleve den værste vind imellem to og fire timer. Den kraftigste vind vil man opleve i Nordvestjylland, siger hun.
DMI forventer en hård vind til kuling over hele landet og ved kysterne op til hård kuling. Samtidig vil de fleste kunne mærke vindstød af stormstyrke, hvilket vil sige op til 25 meter i sekundet.
Tidligt fredag morgen har DMI desuden udsendt et varsel om middelvind af stormende kuling for Nordvestjylland.
- Først på dagen vil der være vådt flere steder med byger og mange skyer. I løbet af formiddagen vil der dog brede sig en opklaring, så vi efterhånden får tørt vejr og plads til nogen sol, siger Anja Bodholdt.
- Egentlig får vi en ganske pæn aften med roligt og mest tørt og klart vejr, tilføjer hun.
Temperaturerne fredag vil ligge på mellem fem og otte graders varme.
Men natten til lørdag kommer der en ny front med regn og blæst ind over landet, hvorfor lørdag stort set bliver en gentagelse af fredag.
- Det bliver måske en tand mindre blæsende lørdag, men ellers kommer de to dage til at ligne hinanden meget. I Nordjylland kan der dog lokalt komme noget slud og tøsne lørdag, siger den vagthavende meteorolog.
Til gengæld aftager vinden natten til søndag, således at søndag vil ligge på en jævn til hård vind.
- Og i løbet af dagen aftager vinden yderligere. Vi får heller ikke besøg af nogen fronter søndag. Dog kan der komme nogle byger, som lokalt kan være med slud, siger Anja Bodholdt.
Ifølge DMI's prognoser bliver der skruet en smule ned for temperaturerne søndag, så de kommer til at ligge på mellem tre og seks grader.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned