Hofdamen Jytte Frijs: Et spændende job

Den 1. april næste år får Dronning Margrethe ny hofdame, og samtidig får Højreby Kommunes tidligere Venstre-borgmester Jytte Frijs nyt job.

Jytte Frijs, der også har titel af grevinde og vis fulde navn er Jytte Krag-Juel-Vind-Frijs, er nemlig blevet udpeget til at afløse kammerherrinde Camilla Castenskiold som Dronningens hofdame.

Og den 60-årige tidligere politiker fra Halsted glæder sig til at begynde i sit nye job.
- Jeg må sige, at jeg var meget meget glad for at blive opfordret til at blive majestætens hofdame, og som jeg ser det er det et meget spændende job. Man oplever jo en hel masse og skal bistå Dronningen med mange forskellige ting, siger Jytte Frijs.

Hvad hendes arbejde helt præcist kommer til at indebære, ved hun ikke ret meget om endnu.
- Men jeg skal følge Dronningen på alle de opgaver, der er, og mit udgangspunkt bliver Amalienborg, forklarer hun.

Dronningen har ialt fire hofdamer, som deles om jobbet således, at de hver især tager tre måneder ad gangen, og Jytte Frijs skal begynde i jobbet den 1. april og fungere som hafdame hvert år i april, maj og juni måned.

Jytte Frijs ved ikke, hvorfor hoffet valgte at tilbyde lige netop hende jobbet, men var ikke i tvivl om, at hun ville sige ja tak. Udover at have været borgmester i Højreby Kommune har Jytte Frijs blandt andet også en fortid som formand for Reventlow-Museets bestyrelse.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Højreby Kommunes sidste borgmester, Jytte Frijs, er blevet udpeget som ny hofdame for Dronning Margrethe. Hun glæder sig til at begynde i joobet.

Offentliggjort Sidst opdateret