Sofie Linde lander værtstjans på nyt underholdningsprogram
Den globale underholdnings-franchise "LOL: Den der ler sidst" bliver udvidet til Danmark med Sofie Linde som vært. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Den tidligere X Factor-vært skal stå i spidsen for den første danske sæson af Prime Video-programmet "Lol: Den der ler sidst".
Efter otte sæsoner takkede Sofie Linde af som X Factor-vært i marts, og nu er hun klar til det næste store kapitel i sit arbejdsliv.
Sofie Linde skal nemlig stå i spidsen for den første danske sæson af Prime Video-programmet "Lol: Den der ler sidst".
Det annoncerer Prime Video i en pressemeddelelse.
- Det har været en succes over hele verden i årevis, og vi håber, at det danske publikum også vil elske det, siger Karin Lindström, der har titlen Head of Originals hos Prime Video i Norden, i pressemeddelelsen.
I programmet dyster ti danske entertainere mod hinanden om at holde masken. De skal forsøge at få hinanden til at grine, men selv undgå at trække på smilebåndet.
Underholdningsformatet er uden manuskript og vil derfor fremvise autentisk komik fra toppen af dansk underholdning, lyder det i pressemeddelelsen.
- Seerne vil opleve nogle af deres danske yndlingskomikere i en helt ny og uforudsigelig konkurrence, hvor det ikke er tilladt at grine. Der er lagt op til underholdning på højt niveau, siger Karin Lindström.
Sofie Linde styrer løjerne, inden vinderen står tilbage.
Den, der ler sidst, får ud over titlen og æren en pose penge, som skal doneres til en velgørenhedsorganisation, de selv har valgt.
Det bliver Sofie Lindes første job på Prime Video.
Den 33-årige prisvindende profil har siden 2019 kunnet ses på TV 2 som vært på "X Factor" og i byggeprogrammet "Linde på Langeland". Inden da var hun i en længere årrække ansat på DR, hvor hun i sin tid debuterede som børnevært.
"Lol: Den der ler sidst" får premiere på Prime Video senere på året.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie