Ukendte Carl Nielsen-noder dukket op i pengeskab i Tivoli
Fundet er et arrangement af en march, der hedder "Højby Skyttemarch", lyder det. Foto: Michelle Berg/Free
Hidtil ukendte noder fra komponisten Carl Nielsen er fundet i et gammelt pengeskab i Tivoli.
På Tivolis åbningsdag den 31. marts blev der gjort et opsigtsvækkende fund af hidtil ukendte håndskrevne noder til et arrangement fra komponisten Carl Nielsen.
Arkene er fundet i et gammelt pengeskab.
Det oplyser Tivoli til Ritzau.
Ifølge Michael Fjeldsøe, der er professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, er fundet meget spændende.
- Det er meget sjældent, at vi finder originale håndskrevne noder af Carl Nielsen, som vi ikke kendte i forvejen, siger han.
Han understreger, at noderne ikke er Carl Nielsens eget værk, og at der altså ikke er tale om en Carl Nielsen-komposition, som de ikke kendte.
- Det er et arrangement af en march, der hedder "Højby Skyttemarch", som oprindeligt er skrevet af hans far. Og som han selv har spillet som dreng, siger Michael Fjeldsøe.
- Arrangementet, der er fundet i Tivoli, er udkastet til, at man kunne spille marchen for to eller firhændigt klaver. Og det er det, som Carl Nielsen har siddet og arbejdet på, forklarer han.
Ifølge Tivolis nodearkivar Lena Persson er der ingen tvivl om, at det er Carl Nielsens noder, der er tale om.
- Jeg prøvede at spille noderne, og der er ingen tvivl. Det er så udpræget Carl Nielsens tonesprog, siger hun.
Men hvad arrangementet skulle bruges til, det er ikke til at vide, siger Michael Fjeldsøe.
- Og hvordan de er endt i Tivoli, det er også en gåde, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned