Åbner for kviktest på lokale småøer
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Fra og med i dag mandag kan man blive hurtigtestet for covid-19 på flere af de lokale småøer.
Beboere på Fejø og Femø behøver fra og med i dag, mandag, ikke længere at tage færgen til Lolland for at blive testet for covid-19, men kan i stedet blive testet i to nye testcentre på de respektive øer.
Og det er faktisk beboernes egen fortjeneste, at det nu er en mulighed. Det er nemlig takket være engagement fra beboerne selv via Ø-kontaktudvalget i Lolland Kommune, at Region Sjælland, Falck og de lokale kommuner nu opretter testcentre på seks småøer i regionen, heriblandt altså Fejø og Femø.
- Øboernes initiativ og engagement for at få etableret testfaciliteter ude på øerne viser, hvor langt vi kan komme med samarbejde og med at inddrage borgere i nærområderne. Det har gjort, at det fra nu af er muligt at blive hurtigtestet på vores småøer her i regionen. Tidligere skulle de til fastlandet for at blive testet. Det behøver de ikke længere, siger Heino Knudsen, regionrådsformand, Region Sjælland, i en pressemeddelelse.
Der er oprettet et testcenter på hver af de seks øer, og ifølge pressemeddelelsen fra Region Sjælland er åbningstiderne planlagt af øboerne selv, så de passer til deres behov.
Det er i lighed med regionens øvrige hurtigtest-steder Falck, der står for testene, og det har ikke været svært at finde lokale podere.
- Det var let at finde personer på øerne, der gerne ville være med i det her. Vi har en del, der pendler frem og tilbage mellem øerne og fastlandet - både fastboende og sommergæster.
- Samtidig har vi restauranter og cafeer, der er klar til at tage imod de mange gæster, nu hvor det igen kan lade sig gøre. Her er et lokalt forankret hurtigteststed en stor hjælp.
- Generelt har der været en stor vilje til at bakke op og glæde over, at projektet kan lade sig gøre, siger Anne Grethe Laursen, formand for Ø-kontaktudvalget i Lolland Kommune, i pressemeddelelsen.
På Fejø er testcentret åbent tre dage om ugen og på Femø to dage om ugen.
Du kan se en oversigt over alle testcentre, både kviktest og pcr-test, samt åbningstider ved at zoome ind på kortet på coronasmitte.dk. KLIK HER.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned