AC Biler: Politiet fandt biltyven

Indehavere af AC Biler, Andreas Rasmussen (tv.) og Anders Skov. Foto: Anders Knudsen

I februar skrev vi historien om AC Biler, der fik stjålet en bil, men efter tre måneder var der ikke sket noget, selvom tyvens identitet var kendt. Nu er der nyt i sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var indehaverne af AC Biler Andreas Rasmussen og Anders Skov som besluttede sig for at kontakte medierne, da de var frustreret over, at der ikke sket noget.

De kontaktede ofte politiet, som ikke havde ressourcerne til at gøre noget. En situation som de godt kunne forstå, men alligevel ærgrede dem.

Det viste sig at være en god beslutning. Ganske kort tid efter at artiklen blev bragt den 20. februar på Folketidende.dk ringede politiet til Andreas Rasmussen og Anders Skov med godt nyt.

Det var lykkedes politiet i Næstved at finde manden og anholde ham. Han blev afhørt, inden han igen blev løsladt.

Manden indrømmede da også, at han var kørt væk i bilen og ikke kommet tilbage igen, men hvor bilen var nu, det kunne han ikke redegøre for.

Derfor valgte AC Biler at tage imod forsikringssummen, som et plaster på såret, selvom selvrisikoen selvfølgelig gik tabt. Men det handlede heller ikke så meget om bilen, fortæller Anders Skov.

- Det er jo bare en bil, som jeg har pointeret før. Det er mere tanken om, hvor vi er på vej hen, siger Anders Skov og forsætter:

- Det er skræmmende, at tænke på politiet ikke har nok ressourcer til at håndtere de her ”mindre” sager, for de gjorde virkelig, hvad de kunne. Men hvad nu, hvis det var et indbrud i et familiehjem. Det er jo noget, der påvirker dem og hænger dem over hovedet i mange måneder, uddyber Anders Skov.

Det er dog også kommet noget andet godt ud af den mediedækning, historien ved AC Biler fik. Der er nemlig rigtig mange mennesker, der har læst artiklen og kommet med opbakkende bemærkninger.

- Vi har fået virkelig mange positive tilkendegivelser. Folk, der kommer forbi i butikken. Der er mange, der har prøvet noget lignende selv. Det har medbragt utroligt meget positiv feedback.

Det var en hvid kassevogn af mærket VW Tranporter, som tyven kørte afsted med den 27. november sidste år. Den havde en værdi på godt 135.000 plus moms.

Læs den oprindelige artikel HER.