Anne Valentina: Vi er hårdt ramt på Lolland-Falster
Folketingsmedlem Anne Valentina Berthelsen efterlyser, at regeringen gør langt mere for at få afskaffet børnefattigdom. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det lokale folketingsmedlem Anne Valentina Berthelsen mener ikke, at regeringen gør nok for at afhjælpe børnefattigdom på Lolland-Falster.
- Det er meget tydeligt, at uligheden vokser, og at der er en enorm forskel på især børn og unges muligheder og vilkår - afhængigt af deres forældres sociale baggrund og uddannelses- og arbejdssituation. Men også, hvor de bor henne i landet. Og der er vi ret hårdt ramt på Lolland-Falster.
Sådan lyder det fra det lokale folketingsmedlem Anne Valentina Berthelsen (SF).
LÆS OGSÅ: Lolland har næstflest fattige børn i landet - men det går den rigtige vej
Hun er utilfreds med regeringens plan for at afskaffe fattigdommen og de svar, hun har fået fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
- Grundlæggende er svarene utilfredsstillende. Jeg mener ikke, der bliver gjort nok for at løfte børn og unge på Lolland-Falster. Vi har jo flere udsatte børn og unge hos os, som har brug for ekstra hjælp, og der er brug for flere ressourcer til at sørge for, at de får en god start på livet og får de samme muligheder som alle andre, siger hun:
- Det er et grundlæggende problem og noget, som vi skal være ekstremt opmærksomme på. For det er dybt uretfærdigt, at bare fordi man er barn et andet sted i landet, har man ikke de samme muligheder, som man har, hvis man er barn inde i København.
Jeg mener ikke, der bliver gjort nok for at løfte børn og unge på Lolland-Falster.
Anne Valentina Berthelsen (SF), folketingsmedlem
Det går langsomt
Anne Valentina Berthelsen savner, at de lokale kommuner får flere ressourcer til at hjælpe de udsatte børn og unge. Ressourcer, der skal bruges til at sætte ind på en række forskellige områder.
- Det handler om, hvilke muligheder vi har for at tiltrække det rigtige faglige personale - uanset om det handler om socialrådgivere, sagsbehandlere eller andre mennesker, der kan hjælpe, eller om det handler om lærere i folkeskolen, dygtige pædagoger eller medarbejdere på specialområdet i det hele taget. Det synes jeg ikke, jeg ser nogen vilje fra regeringen til at være rigtig opmærksom på, siger hun.
LÆS OGSÅ: Trods fremgang i kommunen: - Jeg gider ikke at glæde mig over det
Konkret efterlyser hun en reform af udligningssystemet, som skal sikre, at landets kommuner har nogenlunde lige muligheder for at løse deres opgaver. I øjeblikket drøftes det, hvilke dele af systemet, en arbejdsgruppe skal se på, så der kan gå lang tid, før en reform bliver gennemført.
- Jeg synes, det er påfaldende, at det går så langsomt, for vi er jo nogen, der længe har peget på rigtig mange af de svar, som jeg mener er de rigtige, siger hun og nævner, at det eksempelvis handler om, at staten skal betale en større del af udgiften til førtidspensioner, da der er store forskelle i, hvor i landet førtidspensionisterne bor.
- Men det handler også om, hvor pengene kommer fra til udsatte børn og unge. Følger der nok penge med, hvis en familie med udsatte børn og unge flytter til Lolland-Falster? Det mener jeg ikke, der gør, siger hun.
Apollo-program
Anne Valentina Berthelsen tror ikke, at det nye kontanthjælpssystem, som Ane Halsboe-Jørgensen fremhæver, vil løse problemerne.
- Hvis det falder rigtigt ud, kan det være en del af løsningen. Men det handler jo også om rigtig mange andre parametre, og det er det, jeg mangler at se fra regeringen. Der er ikke nogen snuptagsløsninger her, siger hun.
Anne Valentina Berthelsen nævner, at SF i forbindelse med sit sommergruppemøde fremlagde et "Apollo-program", som anbefalede at afsætte ekstra 8,2 milliarder kroner til en række initiativer, der skal løfte hele børne- og ungeområdet.
- Det handler om specialområdet, det handler om PPR, det handler om et bedre samspil mellem kommunen og skolerne og de familier, som har behov for ekstra hjælp. Det handler om tydeligere opsporing af sociale, psykiske eller boglige udfordringer. Og så handler det om bedre adgang til hjælp, siger hun og bebuder, at hun ikke stiller sig tilfreds med svarene fra beskæftigelsesministeren, men har nye spørgsmål på vej:
- Om lidt er der økonomiforhandlinger med kommunerne, og jeg kunne da godt tænke mig at høre, hvad finansministeren egentlig har af holdninger til, om ikke det er på tide, at vi løfter nogle af de allermest udsatte kommuner noget mere.
Seneste artikler
Gitte ser Sydhavsøerne gennem sit kamera
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Mest læste artikler
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen